Tværtimod opfattes tilstanden på jernbanen og af togmateriellet som monumentale påmindelser om politisk uduelighed og smålighed. Og i denne tid hvor "the establishment" er kommet i alles kritiske søgelys, og selvransagelse er det nye sort, så må jernbanedriftens tilstand være det nærmeste man kommer en politisk falliterklæring. Hvordan kan man f.eks. tilbyde mere end en million pendlere en stadigt dårligere togdrift og samtidig hæve billetpriserne til skyerne de seneste årtier. Og mon ikke "rejsegaranti - ordningen" i realiteten opfattes som et bureaukratisk holdkæftbolche.

Hold nu fast i Togfonden

- Der mangler i den grad klare strategiske mål og de nødvendige økonomiske rammer så de kan realiseres - for slet ikke at tale om politisk stabilitet som en langtidsplanlægning forudsætter. Det eneste passagererne forlanger er en rettidig, pålidelig og komfortabel passagertransport der betjener hele landet ud fra det samfundsmæssige behov. Passagererne er flintrende ligeglade med hvem der lægger sporene eller kører togene - men de forlanger en driftssikker sammenhængende jernbanepolitik som de ansvarlige kan stilles til regnskab for. Hverken mere eller mindre, udtaler Dennis Alex Jørgensen, formand, HK Trafik & Jernbane,

- Den tidligere regering skabte en Togfond med støtte af Dansk Folkeparti, som sikrede en langsigtet fornyelse af spor, signaler, elektrificering, modernisering af stationer og nye driftssikre grønnere tog. Men ikke så snart overtog den nuværende regering taburetterne før angrebene på Togfonden begyndte og passagerer og bilister blev sat op mod hinanden. Og så lød det: Flere motorveje eller bedre jernbane - værsgo at vælge - mens politikerne vaskede hænder efter års misrøgt af infrastrukturen.

Kasinoplanlægningen må høre op

- Og til trods for at DSB, Banedanmark, Trafik - og Byggestyrelsen og private leverandører råder over alt den nødvendige faglige ekspertise samt evne til koordinering og langtidsplanlægning, så ser man en rastløs transportminister og skiftende trafikordførere skabe stadig usikkerhed om mål og midler. Og de samme transportpolitikere, med ministeren i spidsen, føler sig ikke for gode til at gå helt ned i detaljen for at bestemme om et tog skal stoppe her eller der - eller i hvilken rækkefølge de forskellige anlægsarbejder skal gennemføres på veje og baner. Det er jo f.eks. tudetosset, at når politikerne beslutter en forbedring af Køgebugt banen, så S-togene skal erstattes af busser, sker det samtidigt med udbygningsarbejdet med Køgebugtmotorvejen. Det er dyrt og besværligt for alle.

- Og midt i det hele besluttes det at DSB forresten lige skal finde 300 mio. kr. til Finansloven 2017 - og Banedanmark 150 mio. kr. Hvem vil kunne levere præcision under disse arbejdsbetingelser.

Skatteyderne har krav på en langtidsplanlægning

- Hvis man for alvor tog fat på langtidsplanlægningen med samme tidshorisont som gælder for eks. forsvarsbudgettet, så ville skatteyderne kunne spare store summer, og fremtidens jernbane rykke nærmere. - - Det vil betyde, at vi kan komme på forkant med jernbaneteknologien - noget der i dag opfattes som forrykt ønsketænkning. Ikke desto mindre er det et helt naturligt krav i alle mulige andre samfundsmæssige anliggender hvor teknologien er driver. Og det er et "must" hvis vi ikke i alt fremtid skal betale dobbelt op for gårsdagens kasserede jernbaneteknologi. Også energi - og miljømæssigt.

- Men regningen går "skyhigh" fordi jernbanevirksomhederne ikke tør tale politikerne imod og i stedet må gøre som der bliver sagt, fra Borgens skiftende flertal. Ikke mindst når der som i gamle dage blandes lokalpolitik ind i beslutninger der omfatter landsdelstrafikken, ja så vælter den logistiske kabale. Grænserne for den højt besungne ytringsfrihed for offentligt ansatte går tilsyneladende ved administrerende direktører og bestyrelsesformænd.

Regningen tak

- Tag nu elektrificeringen. Næsten ingen politikere tør spørge hvad det har kostet de danske skatteydere, at køre politisk zigzag kurs i elektrificeringen af jernbanen. Man behøves ikke en lommeregner for at fastslå, at det har kostet vanvittigt mange millioner, at lukke ned for dette projekt, for så få år efter, at starte det op igen, som vi har set lige siden 80'erne.

- DSB blev af den grund tvunget til at købe forurenede dieseltog til trods for, at det europæiske togmarked undervejs overgik til elektriske tog, endda med et voksende leasingmarked så man kan holde togflåden moderne i alt fremtid. Her er vi næsten håbløst bagud pga. det politiske svigt.

Giv de ansatte fagstoltheden tilbage

- Disse uværdige og demotiverende arbejdsforhold har skabt utålelige ledelsesforhold, et seriøst jernbanefagligt dræn og en løbende vidensflugt som underminerer mulighederne for innovation og planlægning i jernbanevirksomhederne.

- Endvidere ser vi paradokset, kendt fra andre offentlige virksomheder og institutioner nemlig, at der på den ene side mangler lokomotivførere samtidig med, at deres administrative opgaver er taget til. Desuagtet muligheden af at ansætte mere arbejdskraft med administrative faglige kompetencer.

- Kære politikere - hold nu fast i den Togfond og bed jernbanevirksomhederne om en færdig langtidsholdbar plan der kan sikre at vi kommer i mål med passagerernes helt berettigede krav til en moderne og pålidelig jernbane. Og træf så de rigtige beslutninger med en klar fælles politisk forpligtigelse om at give arbejdsro til realisering af planmålene, slutter Dennis Alex Jørgensen, formand, HK Trafik & Jernbane.

HK Trafik & Jernbane har ca. 3000 medlemmer, hvoraf de fleste er ansat i DSB, Arriva og Banedanmark. Medlemmerne beskæftiger sig hovedsagelig med administration, økonomi, trafikstyring, disponering af personale og materiel samt ledelse.