Dagligdagen kan være hektisk, og det ene kalenderblad tager det andet. Derfor kan en hjælpende hånd sikre, at man får udnyttet de efteruddannelsesmuligheder, man har.
Ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2012 indgik HK Handel og Dansk Erhverv et samarbejde, hvor fire uddannelsesambassadører - to til hver organisation - skulle rejse rundt i landet og hjælpe ansatte i gang med efteruddannelse.
277 besøg har ført til, at 864 ansatte i handelsbranchen er begyndt et efteruddannelsesforløb. Nu ønsker HK Handel at forlænge ordningen.
- Da vi fik indført kompetencefondene i overenskomsten i 2007 fik vi nogle gode muligheder for selv at vælge uddannelse og medlemmerne fik ret til frihed med løn, men vi kunne desværre konstatere, at det var svært for mange at komme af sted. Derfor er jeg glad for den succes, ambassadørordningen har haft. Vi vil derfor også arbejde for at gøre mulighederne for uddannelse endnu bedre ved de forhandlinger, der starter nu, siger formand Per Tønnesen i en pressemeddelelse.
Hos Dansk Erhverv ønsker man ikke at kommenterer på de overenskomstforhandlinger, som begynder i dag, da man ikke vil forhandle i pressen, lyder det.
HK Handel har 60.000 medlemmer.
Newspaq