Overenskomsterne i kommunerne og regioner er ”historisk smalkost i en grad, der ikke er set i årtier”.
Det mener arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.
”Det er en vaskevægte kriseoverenskomst. Den afspejler primært finanskrisen i det private, der kryber over i det offentlige, så de ansatte knap og nap får dækket prisstigningerne i 2012,” siger han.
Mikkel Mailand er lektor ved forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Forskningscenter for organisationsstudier, FAOS.
Han kalder overenskomsten ”et meget minimalistisk forlig”, og mener, at det mest markante var, i hvor høj grad arbejdsgiverne og lønmodtagerne fik spændt ben for hinanden.
”Ingen af parterne kom i gennem med ret mange af de ting, de havde meldt ud de ville få efter,” siger Mikkel Mailand.
Lønmodtagerne ville have tryghedspakker med mere sikkerhed og bedre vilkår for de fyrede. Det kom der meget lidt ud af.
Arbejdsgiverne ville have mere lokalløn, indre indflydelse til tillidsrepræsentanterne og mere plustid – altså mere arbejde fra den enkelte. Det fik de heller ikke igennem.
Til gengæld blev man i kommunerne enige om et ”serviceeftersyn” af en måde blandt andet arbejdstidsregler og lønforhandlinger fungerer nu.
”Det mest interessante her er vel, at de blev enige om at tage hul på serviceeftersynet inden næste forhandling,” siger Mikkel Mailand.
Valget har også kastet en lang skygge over forhandlingerne. Magten lå ellers endnu mere end nogensinde i hænderne på arbejdsgiverne. Lønmodtagerne skyldte penge gennem reguleringsordningen og massefyringerne ligger lige rundt om hjørnet og venter.
”Gælden og udsigten til fyringer har været en spændetrøje for fagbevægelsen. På den anden side gik Claus Hjort Frederiksen ikke hårdt til den, for med udsigten til et valg, var det ikke smart at lægge sig ud med så mange af de danske lønmodtagere på en gang,” siger Mikkel Mailand
I urafstemningen har der været høje ja-procenter, men lave stemmetal. I mange forbund stemte kun omkring hver tredje medlem.
Mikkel Mailand mener, det er et demokratisk problem for fagforeningerne at så få medlemmer bruger deres stemme ret.
”Enten er det tegn på manglende engagement. Eller også på, at medlemmerne resignerer. De ved fra sidste gang, hvor lidt de får ud af en konflikt. De giver deres modstræbende ja ved at lade være med at stemme,” siger Mikkel Mailand.
Mere end 90 procent af pædagogerne, HK’erne og sygeplejerskerne stemte ja til overenskomsterne, og mange organisationer lå over 75 procent ja.
Flemming Ibsen mener ikke, det er overraskende, at så mange stemmer ja. Der var ikke noget alternativ.
”En konflikt er formålsløs og enten ville regeringen gribe ind med det samme, fordi samfundet ikke kan holde til en udmarvende strejke i det offentlige. Eller også ville regeringen lade fagbevægelsen forbløde og tømme deres strejkekasser til ingen nytte. I år er der kun et underskud at deles om,” siger Flemming Ibsen.