* 20. august 2010: WikiLeaks-stifteren Julian Assange bliver anklaget for to tilfælde af seksuelle overgreb mod kvinder i Sverige. Han benægter og siger, det er en smædekampagne.
* 18. november 2010: Anklagemyndigheden i Stockholm begærer Assange efterlyst og anholdt, mistænkt for voldtægt.
* 7. december 2010: Assange overgiver sig til britisk politi.
* 16. december 2010: Assange bliver sat på fri fod af en domstol i London efter ni dages tilbageholdelse. Det sker, efter at der er betalt en kaution på omkring 1,75 millioner kroner. Assange kan dog ikke tage hen, hvor han vil. Han skal opholde sig på et landsted, der tilhører en af WikiLeaks' støtter, indtil det afgøres, om han skal udleveres til Sverige.
* 24. februar 2011: En britisk domstol fastslår, at Assange kan udleveres til Sverige
* 12. juli 2011: Assange indleder en appelsag mod domstolens beslutning.
* 2. november 2011: En højere retsinstans fastslår, at Assange kan udleveres til Sverige.
* 1. februar 2012: Assange appellerer dommen om udlevering til Sverige ved en høring i højesteretten.
* 30. maj 2012: Julian Assange taber sin appelsag i den britiske højesteret, der fastslår, at han skal udleveres til retsforfølgelse i Sverige. Det vil tage 10 dage at gennemføre udleveringen. Assange kan stadig appellere til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der har 14 dage til at afgøre, om den vil tage sagen op.