Dagbladet i Sorø har via en aktindsigt afsløret, at Sorø Kommune betaler tæt på tre millioner kroner for at få fjernet en rest betonaffald, som indeholder det kunstigt fremstillede giftige organiske stof PCB.
Betonen stammer fra nedrivningen af Frederiksberg Skole på Smedeparken i Sorø, og var en rest, som ikke blev fjernet, da et samarbejde med Sjællands Lastvognsophug gik i hårdknude.
I et notat kan man læse, at Sorø Kommune har indgået en aftale med virksomheden Sten & Grus Prøvestenen A/S om at bortskaffelse af betonaffaldet.
Sten & Grus Prøvestenen A/S skal fragte de cirka 4.000 ton betonaffald med skib til Holland. Her vil det blive varmebehandlet og genanvendt i den hollandske byggebranche, skriver Dagbladet på Sn.dk.
Det økonomiske mellemværende mellem Sorø Kommune og Sten & Grus Prøvestenen A/S ligger ifølge Dagbladet "et sted under de 2,98 millioner kroner".