I august 2006 fik den danske spejdereskadron, der var udstationeret i Camp Bastion i det sydlige Afghanistan, ordre på at drage til Musa Qala for at forsvare den afghanske regerings administrationskontorer i den uroplagede by. Eskadronen – der under mere hjemlige himmelstrøg har til huse på Bornholm – skulle dermed bidrage til at fastholde og udbygge Karzai-regeringens autoritet og tilstedeværelse i Helmand-provinsen. Og bornholmerne leverede varen.
Overlegne
I løbet af de 36 dage, eskadronen holdt stand i det lokale administrationskontor i Musa Qala, blev de angrebet af lokale Taleban-krigere i omegnen af 70 gange – både dag og nat. Den danske styrkes taktiske og materielle overlegenhed – samt en imponerende portion mod – gjorde imidlertid, at samtlige angreb blev slået tilbage. Under de høj-intensive kampe mistede Taleban cirka 25 mand, mens der på dansk side var hårdt sårede, men imod alle odds ingen dræbte. På trods af, at den danske styrkes indsats i Musa Qala kun lader sig karakterisere som ærefrygtindgydende og topprofessionel, var det bemærkelsesværdigt nok ikke soldaternes offervillige bidrag til realiseringen af Danmarks Afghanistan-politik, som dominerede de danske aviser i dagene efter bornholmernes tilbagevenden til Camp Bastion. Pressedækningen var derimod fuldstændig centreret om en ret misforstået debat om, hvorvidt den danske styrke i en teknisk forstand var blevet evakueret eller rutinemæssigt afløst. Bornholmernes militære bedrifter fortonede sig således stort set i Forsvarets sammenstød med en uimponeret og blodtørstig presse.
Manglende hyldest
Men hvorfor egentlig? Hvorfor blev spejdereskadronens indsats ikke, som det med stor sandsynlighed ville være sket i mange andre lande, beskrevet og udlagt som det, den faktisk var – en tapper stræben efter at implementere den politik, et stort folketingsflertal stod bag? Hvorfor fik bornholmerne ikke den anerkendelse, deres indsats retfærdigvis burde have udløst?
Der er utvivlsomt adskillige forklaringer på, at den bornholmske spejdereskadron endnu ikke har modtaget større applaus for Musa Qala-indsatsen, end tilfældet er. Men centralt står to forhold.
Ingen plads til helte
For det første er Forsvarets opgaver i tiden efter Den Kolde Krig kun i et begrænset omfang rettet mod at sikre nationens overlevelse. Det er ikke eksistensforsvaret af Danmark, men eksport af sikkerhed og stabilitetsprojektion, der dominerer de væbnede styrkers aktiviteter i det 21. århundrede. Og alt andet lige er krigshelte i højere grad noget, vi forbinder med nationens forsvar, end med udbredelsen af demokrati og menneskerettigheder.
Det er for det andet umuligt at forstå pressedækningen af Musa Qala-indsatsen uden at inddrage 1864-traumet og den anti-militaristiske strømning, der fulgte i kølvandet på afgivelsen af Slesvig og Holsten. Nederlaget til Preussen og Østrig bidrog til etableringen af den småstatsmentalitet, som stadig præger danske forestillinger om nationens placering i det internationale system. I den fortælling er der ikke megen plads til helte – og slet ikke krigshelte.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at spejdereskadronen gjorde nationen ære i Musa Qala. Lad os derfor hylde bornholmerne som det, de er: Heltene fra Musa Qala!