Okay. Hun kunne ikke slå Anders Fogh, men i går baskede Helle Thorning-Schmidt Lars Løkke Rasmussen (V). Nu kan hun kalde sig landets første kvindelige statsminister.

Dermed har den stærke dame fra Østerbro ført sit parti frem til det systemskifte, socialdemokrater i ti år så brændende har drømt om.

44-årige Helle Thorning-Schmidt har da også i løbet af gennem sit relativt korte politiske liv udnyttet sit potentiale til det aller yderste.

I går lod hun sig fejre i Vega, hvor hun også for godt seks år siden blev valgt til formand for Socialdemokraterne.

Men Helles færd mod toppen startede langt, langt tidligere. Og kun få havde set hende nå så langt som landets fineste embede, da hun kom til verden i 1966 i Rødovre. Helle Thorning-Schmidt var en pige, som elskede at danse og lave spilopper. Det store politiske engagement kom først til senere.

Jobannonce

Initiativrig presserådgiver til spritny enhed

Frist 06-01-2019

Det blussede op, har hun fortalt, på en tur til Indien, da hun var 18 år. De ufattelige sociale forskelle, som hun oplevede, fremprovokerede socialdemokraten i den unge kvinde, som ellers var opvokset i et borgerligt hjem.

Pengene til turen havde hun tjent i den lokale Bilka, hvor hun arbejdede som pølsedame. En fortælling hun senere har trukket på, når modstandere har skudt hende i skoene, at hun ikke er en rigtig socialdemokrat. Nok sætter hun pris på foie gras og Gucci-tasker, men rødderne er solidt plantet i Vestegnens muld, hvilket afspejler sig i valget af fodboldhold, Brøndby IF.

Måske er det denne stolthed af sit ophav, som har lagt stenen til den nærmest afgrundsdybe tro på sig selv, som går igen, når man spørger omkring på Christiansborg og dykker ned i litteraturen om Helle Thorning-Schmidt.

"Hun tror altid, hun er klogere end alle andre. Hun besidder en enorm selvtillid, hvor den kommer fra, aner jeg ikke. Og så har hun en ufattelig evne til at holde ud. Det kalder man vel viljestyrke," siger en højtstående socialdemokrat.

Nogenlunde samme signalement af landets nybagte statsminister kommer fra en anden landskendt politiker.

"Men hun har også den kynisme, der skal til. Du skal jo sige farvel til nogle folk i sådan en position. Den evne ejer hun," lyder det.

Netop Helle Thorning-Schmidts målrettethed gjorde, at hun i starten af sin formandstid blev mødt med megen skepsis i det gamle arbejderparti. Var formandsposten blot en del af hendes eget selvrealiseringsprojekt, lød spørgsmålet i hjørnerne.

Mest iøjnefaldende forholdt det sig, da hun som relativt ukendt i den brede offentlighed i 2005 overtog posten som formand for Socialdemokraterne.

Egentlig var det ikke meningen, at karrieren skulle tage så hurtigt fart. Men da hun køligt vurderede, at de øvrige kandidater ikke kunne bære partiet til valgsejr, slog hun til. Og det til trods for, at sejren over den erfarne Frank Jensen aldrig stod skrevet i kortene.

Først skulle det dog afklares, om de øvrige kandidater på Poul Nyrup Rasmussens fløj i partiet, Jan Trøjborg og Henrik Dam Kristensen, trak sig. Ingen af de to orkede det hårde slid, og de havde ikke det, som skulle til for at generobre magten, lød kalkulen.

Den endelige beslutning blev truffet på et kontor med udsigt over Ridebanen på Christiansborg. Netop da det stod klart, at Helle Thorning-Schmidt havde vundet fløjens opbakning ringede telefonen. I røret var svigerfar.

"Don't take the shirt," lød det advarende fra Neil Kinnock, en mand med årtiers erfaring fra britisk politik, hvor han gennem en årrække var leder af Labour og selv fejlede i forsøget på at blive britisk premierminister.

Helle Thorning-Schmidt tog ikke imod det velmenende råd, så få dage senere hørte offentligheden for første gang det slogan, som kom til at forfølge hende.

"Jeg kan slå Anders Fogh," lød det på pressemødet, hvor hun annoncerede sit kandidatur.

En strofe hun gentog i Vega, da hun havde sikret sig den formandskappe, som svigerfar så indædt havde frarådet.

Spørgsmålene til hendes person lever dog stadig. Mange partimedlemmer mener, at de stadig ikke kender hende. Andre kalder det noget vrøvl og lovpriser hendes humor og evner som samler af et tidligere splittet parti.

Det blandede image har statsministeren forsøgt at vaske af sig ved adskillige rejser rundt i landet, ligesom det dyre tøj er udskiftet med gevanter, som Weekendavisen forleden beskrev som en mellemting mellem en annonce fra Føtex og en kontorvikar.

Og manøvren har i den grad virket. I dag står det gamle Socialdemokrati samlet om sin leder. Enhver, som var i tvivl, blev overbevist, da partiet afholdt kongres i Aalborg sidste efterår. Her blev hun mødt med stående klapsalver i flere minutter, som det sig hør og bør. Men også stemningen var i top. Socialdemokraterne havde igen fået en leder, som kunne bringe partiet til magten. Væk var de sure miner over, at hun engang ville af med efterlønnen og tilhører partiets højrefløj.

Derfor var det umuligt som reporter den weekend i det nordjyske at finde en kritisk røst. Heller ikke da en gammel skramlet bus kørte fodfolk og folketingsmedlemmer til lufthaven, mens Helle kørte i vogn med sin rådgiver, blev der fortrukket en mine. For når Helle Thorning-Schmidt står foran sine kammerater - ja, det har hun kaldt dem - så kan de mærke begejstringen boble i formanden.

Men nu gør ben i næsen det jo ikke alene. Helle Thorning-Schmidt forstår i den grad at omgive sig med de rigtige mennesker. Gennem sit ægteskab, studietiden i Belgien og fem år i Bruxelles har hun i dag et godt netværk i Europa, som kan imponere selv Ritt Bjerregaard, som har kaldt hende den første socialdemokratiske formand og nu altså statsminister, hvis idealer er dannet i Europa og ikke herhjemme.

Helle Thorning-Schmidt plejer således venskaber med britiske Tony Blair og en række andre tidligere og nuværende topfolk på den internationale scene. De kontakter får hun nu tid til at dyrke, men med sukker på toppen i form af titlen som statskvinde.