Tre personer savnes stadig, efter at en helikopter med 18 mennesker om bord nødlandede i Nordsøen fredag aften.
Helikopteren blev tvunget til at lande i vandet få kilometer fra Sumburgh-lufthavnen på Shetlandsøerne.
Tre redningshelikoptere blev straks sendt til stedet, men kun 15 ud af 18 personer er reddet i land. En større eftersøgning er i gang natten til lørdag, lyder det fra kystvagten ifølge nyhedsbureauet AFP.
Helikopteren fragtede medarbejdere fra olieselskabet Total til og fra boreplatforme i Nordsøen. Der var 16 passagerer og to besætningsmedlemmer om bord.
Det er canadiske CHC, der ejer helikopteren. Selskabet ved endnu ikke, hvorfor helikopteren endte i havet.
Helikopterulykken er den seneste i en række uheld i Nordsøen. I oktober sidste år overlevede 19 mennesker et styrt, og i maj slap 14 mennesker ligeledes med livet i behold efter en helikopterulykke.
16 mennesker mistede livet i april 2009, da en Super Puma-helikopter styrtede i Nordsøen, mens den var på vej tilbage fra en boreplatform.
/ritzau/NTB