Under danske tilsynsbesøg af forholdene for irakiske fanger under krigen i Irak forhindrede landets myndigheder fangerne i at tale frit.
Det fremgår af en månedsrapport fra Forsvaret om danske tilsyn i juni 2004, som Information har fået aktindsigt i.
Mens den tidligere danske regering i Folketinget forsikrede, at den danske Irak-styrke førte tilsyn med de fanger, der blev overdraget til de irakiske myndigheder, foregik netop disse tilsyn i strid med basale principper.
De irakiske myndigheder fik nemlig ofte lov til at deltage i de tilsyn, som blev gennemført. Ifølge rapporten var både en lokal dommer og fængselsinspektøren til stede, da en dansk delegation den 23. juni 2004 snakkede med 15 fanger i Al Makil-fængslet i Basra.
Otte af disse fanger har klaget over, at irakisk politi mishandlede dem, men ingen af dem fortalte om forholdene i fængslet til danskerne.
Militærjurist Kurt Borgkvist, der stod for de danske tilsynsbesøg fra februar til og med juli 2004, bekræfter over for Information, at inspektørerne i flere fængsler krævede at være til stede under samtalerne med fangerne.
"Ellers kunne vi ikke få lov at gennemføre vores tilsyn," siger han til avisen.
Ifølge eksperter var den danske praksis stærkt kritisabel.
"Hvis myndighederne er til stede, kan man selvfølgelig ikke regne med, at fangerne tør sige, at de har været udsat for mishandling, hvis de samme myndigheder er ansvarlige for fangemishandlingen. Derfor er det et helt grundlæggende princip, at man skal tale med fangerne alene," siger jurist Dorrit Ree Akselbo fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre.
Jurist i Amnesty International Claus Juul finder også, at interviewene forgik under forkerte forhold.
"Det er helt indlysende den danske militærledelses ansvar at stoppe tilsyn, hvor de myndigheder deltager, som selv er til eksamen," siger han avisen.
Kilde: Information