Et stykke håndværksarbejde er blevet udført, og kunden skal betale. Førhen var girokort den mest udbredte betalingsmodel, så kom bankoverførslerne, og nu er overførsler på mobilen på markedet. Det skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
En opgørelse fra Danske Bank, lavet for Licitationen - Byggeriets Dagblad, viser, at over 40 bygge- og anlægsvirksomheder har downloadet app"en MobilePay Business.
Konceptet blev lanceret for et halvt år siden, og ifølge cheføkonom hos Håndværksrådet, Jacob Thiel, er der ikke noget at sige til, at bygge- og anlægsbranchen allerede har taget løsningen til sig.
- De mobile betalingsløsninger er ved at vinde indpas. Der sker rigtig meget på det her område, og det ville også undre mig, hvis ikke udviklingen også smittede af på bygge- og anlægsbranchen, siger han til avisen.