Kristelig Fagforening (Krifa) er nu landets fjerde største fagforbund med 131.000 medlemmer.
Derfor vil den ikke længere se til fra sidelinjen, når de traditionelle fagforbund, forhandler med arbejdsgiverne og regeringen.
- Når vi repræsenterer så mange lønmodtagere, vil vi også søge indflydelse på deres vegne. Deres interesser skal også høres, siger Søren Fibiger Olsen, som er formand for Krifa.
I særdeleshed ønsker formanden indflydelse ved trepartsforhandlingerne mellem arbejdsgiverorganisationerne, lønmodtagernes hovedorganisationer og finansministeriet.
- Jeg har rettet henvendelse til stats- finans- og beskæftigelsesministeren og meddelt dem, at vi ønsker at deltage i forhandlingerne på vores medlemmers vegne, siger han.
Men chancen for at komme med er foreløbig meget lille. Krifas formand mærker ofte, at flere af de traditionelle fagforbund ikke ønsker at give plads til nye deltagere ved forhandlingerne.
- Men vi vil bruge vores nye placering til at vise, at vi skal høres. Tiden arbejder for os, og jeg tror ikke, at LO kan undgå, at vi kommer med i forhandlingerne på et tidspunkt, siger Søren Fibiger Nielsen.
De forbund, der står udenfor de større hovedorganisationer som for eksempel LO, vinder frem på bekostning af de traditionelle fagforbund.
Fagforbund som er uden for fællesorganisationerne har 344.400 medlemmer fordelt imellem sig. Størst af dem er Krifa, der fra 2011 til 2012 har oplevet en medlemsstigning på 29.000 medlemmer.
Samtidig har LOs 18 medlemsforbund oplevet et fald i medlemmer på 45.000.