Grækenland skal nok få en ny regering stablet på benene, inden næste uge er omme.
Sådan lyder meldingen fra landets afgående premierminister, Lucas Papademos - trods bekymringer om, at søndagens parlamentsvalg i det kriseramte sydeuropæiske EU-land ikke vil skabe en klar vinder.
- Ja, det tror jeg, fortalte Papademos søndag til journalister, som afkrævede ham svar på spørgsmålet om, hvorvidt Grækenlands kommende regering ville blive dannet i løbet af næste uge.
- Det græske folks valg er et højdepunkt for demokratiet - og i dette afgørende valg vil vi ikke kun finde vinderen, men også sætte den fremtidige kurs for landet, lød det fra Papademos, da han afgav sin stemme i hovedstaden Athen.
Hovedtemaet til parlamentsvalget i Grækenland er landets elendige økonomi, og de græske vælgere forventes at straffe den afgående koalitionsregering, som har gennemført smertefulde sparerunder for at få skuden på ret køl.
Søndagens valg opfattes både som det mest usikre og mest afgørende i Grækenland, siden landets demokrati blev genoprettet i 1974, hvor militærjuntaen faldt og opgav magten.
32 partier kæmper om grækernes gunst. Der er 9,9 millioner registrerede vælgere i landet, og dagen før valget var 40 procent stadig uafklarede om deres kryds.
dpa