Lederen af Grækenlands socialdemokratiske parti, Pasok, fik en alt andet end hjertelig velkomst, da han søndag satte sit kryds ved søndagens parlamentsvalg i det kriseramte sydeuropæiske EU-land.
Evangelos Venizelos - tidligere græsk finansminister - blev mødt af både buhråb og smædeord på sin lokale skole i byen Thessaloniki, hvor han afgav sin stemme.
Det var en lille håndfuld på fem-seks mennesker, som blandt andet råbte "tyveknægt" efter den fremtrædende politiker.
En anden utilfreds græker sagde, at han "var tvunget til at tage til Tyskland for at finde arbejde", rapporterer en journalist fra nyhedsbureauet AFP, som befinder sig på stedet.
Venizelos var tidligere på året med til at forhandle Grækenlands anden hjælpepakke på plads, som beløber sig til svimlende 983 milliarder kroner.
For at få fingrene i hjælpen er de græske magthavere gået med til at skære dybt i de offentlige udgifter.
Derfor er mange græske vælgere vrede på Pasok og koalitionspartneren, den konservative Nyt Demokrati, som har gennemført smertefulde økonomiske hestekure.
I frustration over rekordhøj arbejdsløshed, voldsomme nedskæringer og tilsyneladende endeløse krav om at spænde livremmen yderligere ind, søger vælgerne i stedet mod yderfløjene i det politiske liv.
Meningsmålinger peger på, at halvdelen af stemmerne kan gå til omkring 30 mindre partier - hvoraf mange afviser låneaftalen med Den Internationale Valutafond (IMF), EU og Den Europæiske Centralbank.
Lederen af Nyt Demokrati, Antonis Samaris, forventes at samle flest stemmer, men kan formentligt ikke regere alene.
AFP