Den tidligere direktør i Gate Gourmet, Amanda Jacobsen, skal straffes for underslæb for 138 millioner kroner, lyder det fra Bagmandspolitiet.
Sagen er nu klar til at blive behandlet ved Københavns Byret, og chefen for Bagmandspolitiet forventer en kortvarig sag.
Det skyldes, at Amanda Jacobsen i stort omfang har hjulpet politiet med efterforskningen af sagen.
I et grundlovsforhør sidste forår erkendte kvinden at have svindlet for 120 millioner kroner.
Hun tilbragte et par uger som varetægtsfængslet, inden hun igen blev sat på fri fod.
Tirsdag oplyser hendes forsvarer, advokat Hanne Rahbæk, at Jacobsen ikke udtaler sig inden det kommende retsmøde i Københavns Byret.
Kvinden havde en eventyrlig karriere i firmaet, som er et af verdens førende inden for catering til flypassagerer.
Det var i 2003, at hun fik job i selskabets danske afdeling, og efter kort tid sad hun på tronen.
- Hele setuppet var meget simpelt. Det er faktisk meget dårligt lavet, sagde hun i grundlovsforhøret i marts sidste år om sin svindel.
Amanda Jacobsen købte i 2009 en kæmpe luksusvilla på Vedbæk Strandvej i Nordsjælland.
Den kostede 13 millioner kroner, og efter en renovering er værdien blevet opgjort til 60 millioner kroner.
Men villaen og en stor appetit på pelse, tasker, smykker, kunst og biler er altså betalt med penge, som kvinden på ulovlig vis skaffede på sit arbejde.
Amanda Jacobsen blev fyret fra sin stilling 8. februar sidste år, og kort tid efter gik politiet i aktion.
Kriminaliteten skal være sket i perioden fra 2008 til 2011. Jacobsen har både gjort sig skyldig i underslæb og dokumentfalsk, lyder det fra Bagmandspolitiet.