Han kunne lige så godt have siddet med en bog i skødet og være begyndt på et eventyr.

Stemmen er dyb og rolig, blikket mørkt og melankolsk, hovedet let vuggende.

»Vi har tre store ting, vi skal i gang med, hvis vi vil redde verdenssamfundet. I de næste minutter vil jeg fortælle jer lidt om, hvad jeg synes, bør gøres.«

Så er scenen ligesom sat. Et kæmpe stykke verdenshistorie er trådt indenfor i Danmark – den 76-årige Mikhail Gorbatjov er landet i København.

Taler kun russisk

Den sidste leder for det tidligere Sovjetunionen og modtager af Nobels Fredspris har på SF eren Steen Gades initiativ bevæget sig til Landstingssalen i Folketinget, hvor han har indvilget i at fortælle de danske politikere, hvordan han mener, at man skal redde verden.

Og han leverer opskriften på russisk. Med tydelige, rullende r er og stemte z er, med jernhårde slag i bordet og pludselige toneskift.

»Sto djélat?« spørger Gorbatjov med en overraskende lys stemme og kigger ud på forsamlingen.

Det klinger mere sørgmodigt og alvorligt på russisk end på dansk, da oversætteren kommer med et bud i tilhørernes hovedtelefoner:

»Hvad skal vi gøre?«

Værn om vandet

Det virker besynderligt i starten. Dette berejste menneske, som efter eget udsagn tilbringer 180 dage om året på farten for at sprede sit budskab om verdens tilstand – denne verdens engang næstmest magtfulde mand – kan ikke tale engelsk.

Det var jo alligevel ham, der trykkede Ronald Reagan i hånden og forsikrede verden om, at det ikke kunne betale sig at bruge penge på atomkapløbet. Det var ham, der lavede forretninger med Margaret Thatcher. Og det var ham, der kyssede DDR s Erich Honecker.

Sådan en statsmand – og så på et sprog, som næsten ingen i Vesten forstår?

Men som hans tale skrider frem, falder også paraderne. Og til sidst får man næsten lyst til at klatre op på skødet af denne russiske bedstefarbjørn, lægge hovedet i hans mægtige favn og overgive sig til hans summende fortællinger om FN, om NATO, om Putin.

For Gorbatjov ved godt, hvad vi skal gøre.

»Vi skal holde op med at overbelaste miljøet. Vi skal have mere ud af kampen mod fattigdom. Og vi skal værne om vores drikkevand.«

Den tidligere leders ord falder som knaldperler på det bonede gulv. Gorbatjov rejser lige nu Vesten tyndt som bannerfører for en række organisationer, der taler for mere bæredygtighed i verden.

Behov for samarbejde

Og som han sidder der i salen, flankeret af en begejstret Steen Gade og sin kølige, moustachebærende rådgiver, som han i ny og næ uden grund dunker i ryggen for så at bryde ud i latter, ligner han en mand, der har fat i den lange ende. Og han er ikke bange for at bruge store ord:

»Der er intet som mad og vand, der kan få modsætningerne mellem civilisationerne til at mødes. Konflikten mellem menneske og natur har nu nået den røde streg. Derfor må vi stå sammen. Europa skal ikke bygge på antirussiske eller antiamerikanske følelser,« gjalder han.

Han strør et par fakta fra FN ud mellem sine sætninger.

»Halvdelen af verdens befolkning lever for mellem en og to dollars om dagen.«

Og så slaget, ganske stille:

»Hvad lever De for? Hvad lever man for i Danmark?«

Så tager han en tur rundt i salen med blikket og gentager sit budskab med et udtryk af alfaderlig selvfølgelighed i øjnene. For lige at få eventyret til at ende godt.

»Vi skal arbejde sammen. Så falder alt på plads. Så skal det nok gå.«