Hello, good moring og goodbye er blevet hverdag på flere danske arbejdspladser. En undersøgelser foretaget af Dansk Industri viser, at 56 procent af virksomhederne, som har svaret, bruger engelsk som koncernsprog. Der er tale om en fordobling i forhold til samme undersøgelse i 2008.
- Virksomhederne har valgt engelsk som koncernsprog, fordi det er en betingelse for at drive forretning. Det er en uafvendelig udvikling, og havde de ikke mulighed for at tale engelsk i dagligdagen, ville de virksomheder ikke kunne virke i Danmark, siger underdirektør i DI, Charlotte Rønhof, til Berlingske Business.
Og det er altså ikke kun bestyrelsesmedlemmer og direktører, der er afhængige af gode engelskkundskaber, men også ansatte længere nede i firmaet.
- Engelsk er vores formelle koncernsprog, men det er ikke kommet fra den ene dag til den anden. Vi er i en branche med fokus på kommunikation, og vi ved, hvor vigtigt forståelse og samarbejde på tværs af organisationen er for virksomhedens resultater. Dette indebærer naturligvis et sprog, som alle kan begå sig på, forklarer kommunikationsdirektør i GN Store Nord, Michael Bjergby, til Berlingske Business.
Det er dog ikke alle, der udelukkende tænker positivt om udviklingen.
Direktør i Dansk Sprognævn, Sabine Kirchmeier-Andersen, tilkendegiver overfor Berlingske Business, at det kan blive svære at fastholde udenlandsk arbejdskraft i Danmark, hvis de udenlandske medarbejdere ikke lærer dansk og på den måde får skabt et tilhørsforhold til landet.
Newspaq