Favoritterne til at vinde dette års udgave af Giro d'Italia ser allerede frem til den sidste uge af det italienske etapeløb.
Derfor er de tre åbningsetaper i Danmark bare noget, der skal overstås for ryttere som den forsvarende vinder Michele Scarponi, Fränk Schleck, Joaquim Rodriguez og Ivan Basso.
De regner med, at Giroen bliver afgjort i de italienske højder.
- Det er den sidste uge, jeg ser frem til. De to flade etaper i Danmark - jeg vil ikke sige, at jeg hader dem, men jeg frygter dem, siger Katushas kaptajn, Joaquim Rodriguez, med henvisning til anden og tredje etape.
Ivan Basso, der er Liquigas' bedste bud på en samlet vinder, har netop genoptrænet efter en skade. Derfor kommer han til at spare sig i løbets første uge.
- Jeg vil ikke bruge så meget energi de første seks-syv dage. Men generelt vil jeg tage en dag ad gangen. Det er den måde, man klarer sig bedst igennem et etapeløb på, siger Basso.
Fränk Schleck er ligesom Basso heller ikke i topform, efter at han i sidste uge blev sat på Giro-holdet i stedet for Radioshacks danske klassementshåb, Jakob Fuglsang, der måtte trække sig på grund af en skade.
- Holdet havde brug for en leder, og jeg er glad for at påtage mig den rolle. Jeg har aldrig taget hul på en grand tour med sådan en forberedelse. Jeg tør ikke spå om mine chancer, men må vente syv-otte dage og se, hvordan det ser ud.
- Den sidste uge bliver meget hård, og hvis jeg kommer ind i en god rytme, så håber jeg på at holde mig med fremme hele den sidste uge, siger Schleck, der dog glæder sig over at være i Danmark.
Giroen åbner på lørdag med en enkeltstart i Herning på 8,7 kilometer. Derudover byder etapeløbet på endnu en etape i Herning, inden rytterne på mandag skal køre omkring Horsens.