Man skal ikke forvente, at Team Saxo Banks danske trio kører med om sejren på de danske etaper af Giro d'Italia, som starter lørdag i Herning.
Nej, Danmark er for fladt til Mads Christensen, Jonas Aaen og Anders Lund, hvis man spørger sidstnævnte. I stedet håber danskerholdet på, at holdkammeraterne Manuele Boaro og sprinteren Juan José Haedo kan høste succes og måske en lyserød trøje.
- Det bliver 100 procent for JJ. Der er fuld støtte til ham på de etaper. Vores bedste chance for at få en etapesejre på de danske etaper er JJ. Det vil være fantastisk for os at få en etapesejr her i Danmark, siger Anders Lund.
- Det er vores mål. Vi må lægge alle æg i den bedste kurv, og så håbe, at han kan tage stikket hjem, siger han.
Med verdensmesteren Mark Cavendish i feltet er det svært at tro, at argentineren kan gøre sig gældende. Men Lund har ligesom Bjarne Riis stor fidus til den 31-årige sprinter, som blot har en grand tour-sejr på sit cv.
- Jeg tror på, at han har en fin chance her i starten, men specielt hvis man kigger over hele etapeløbet, for JJ er en af de mest hårdføre sprintere opad og igennem et langt løb. Han vandt sin sejr i Vueltaen sent i løbet.
- Han er en holdbar rytter - meget mere end Cavendish - som også formentlig dropper ud af løbet og koncentrerer sig om Touren. JJ er en meget konstant sprinter, og hans dag skal nok komme. Forhåbentlig kommer den allerede i Danmark, siger Anders Lund.
Danskeren håber, at han selv får chancen for at gå efter en etapesejr, når løbet fortsætter i Italien i næste uge.