»Man er jo fandme blevet gammel, når man bliver protektor for et eller andet.«Jan Gintberg pruster rundt om fotografen for at lave et billede, der signalerer et eller andet med angst og analfaser. To freudianske fikspunkter i hans 2007 show, som bærer titlen Big Time Paranoia . Indimellem prusteriet taler han højt om det sidste nye tiltag i hans 43 år lange liv. Gintberg er foreningen Papuakids nye protektor. Ud over det ærefulde hverv med at gøre opmærksom på børns vilkår i en indonesisk provins, har udnævnelsen også sat gang i en eftertænksom tankestrøm. Komikeren med den indbyggede forstærker i mundhulen er blevet ... ældre.»Da jeg begyndte at lave research til mit nye show, fandt jeg ud af, at jeg burde være midt i en midtvejskrise. Det er jo nu, at mændene begynder at gå fra deres hustruer og deres yndige børn til fordel for en fitnessinstruktør. For mit eget vedkommende kom min midtvejskrise som 30-årig, fordi jeg ikke syntes, at jeg havde nået en skid.« Men hvorfor så lave et show om den angstfulde midtvejskrise, når du åbenbart har overstået det kapitel i dit liv?»Fordi jeg er blevet 43 år. Jeg oplever, at min omgangskreds har kriser, møder modstand og går i terapi ustandseligt. Mange af mine kammerater går til psykolog. I min alder er angsten noget, der kommer indefra. Jeg er nødt til at tage udgangspunkt i mit liv lige nu. Jeg ville jo heller ikke som 50-årig kunne stå og snakke om mine byture på NASA ... Jo, hvis jeg var Peter Aschenfeldt.«

Gintbergs faldskrm

Jan Gintberg er ikke Peter Aschenfeldt. Det brede, joviale grin, der altid står parat til at vælte ud af munden på ham, trækker huden stramt henover hans hankattekæber, hvilket totalt overflødiggør kunstige hjælpemidler som botox og silikone. Gintberg ligner kort sagt, det han er: En garvet komiker, der igennem 14 år på den danske stand-up scene er blevet sikker på sig selv og sit materiale.

Alibi som dobbelt airbag

Tvivlen på egne evner kommer først, hvis han ikke har noget alibi for at lave et stand-up show. Alibiet er Gintbergs back up-faldskærm og dobbelte airbag.»Jeg kan faktisk godt være angst, hvis gårsdagens show døde lidt, men det er nemmere at klare, hvis jeg personligt kan stå inde for showet,« siger Gintberg og fortsætter:»Før mit allerførste show var jeg i tvivl om, hvorvidt det var godt nok, men der var lige præcis otte minutter i showet, hvor jeg bare skulle ud og fortælle om mit handicappede barn. Der blev altid musestille i salen, men det var mit alibi for at lave showet, og det gjorde mig tryg.«

At blive trret i rven

Jan Gintberg er også tryg og på hjemmebane, når han arbejder med sin yndlingsgenre; den politiske satire. Faktisk brænder Gintberg så meget for politisk satire, at han i flere år har afslået det ene tilbud efter det andet om at være vært på diverse letbenede underholdningsshows. Faste seere på TV 2 Zulu har i stedet oplevet Gintberg som værten i jakkesæt, der med en satirisk/ironisk tone kommenterer dagens aktuelle begivenheder. Formen er stærkt inspireret af en af de mest sete shows i USA The Daily Show . Værten Jon Stewart har flere gange formået at sætte den politiske dagsorden i USA. Derfor var det også med en lidt underlig fornemmelse i maven, at Jan Gintberg i forbindelse med Muhammedtegningerne stillede op som prügelknabe i The Daily Show s What s the matter with Denmark-indslag. »Ha, ha. Har du set det?« spørger Jan Gintberg og hentyder til et ultrakort indslag, hvor han prøver at forklare situationen i Danmark overfor programmets mange millioner seere.»Jeg kender jo showet rigtig godt, så jeg vidste, at jeg ville blive tørret i røven. Idiot som jeg er, karakteriserede jeg min humor som black, hvorefter de klipper til en sort mand, der brænder det danske flag. Jeg fremstod som en kæmpe kvaj, men hold kæft hvor var det sejt at være med,« siger Gintberg med et af sine begejstrede smil. Altså ingen nag, kun næsegrus beundring for et superprofessionelt amerikansk apparat, som Gintberg godt kunne se sig selv være en del af.»Jeg vil jo skide gerne være i en uges praktik på The Daily Show , hvor the stupid dane så kunne få lov til at sidde på redaktionen og byde ind. Det show er dybt imponerende.«Knap et år efter, at Muhammedkrisen brød ud i et inferno af flag- og ambassadeafbrændinger er røgen for længst forduftet ud i verdensrummet ¿ i hvertfald på den danske stand-up scene. Ifølge Jan Gintberg er der ingen komikere i Danmark, som i dag lægger bånd på sig selv, fordi de er bange for at træde ind i et potentielt minefelt.

Fars Jihad II

I 2003 turnerede du rundt med showet Op på fars jihad . Vile du have kaldt dit nye show for det samme i dag set i lyset af muhammedkrisen? »Det er fandme svært at sige. Hvis du spørger mig nu, ville jeg sige ja. Dengang havde jeg Omar Marzouk med, og det kan da godt være, at han i dag ville spørge, om vi ikke kunne finde på noget andet. Det er stadig en pissefed titel, men jeg bryder mig faktisk ikke om to ere,« siger Gintberg og fortsætter med at fortælle om sine planer for det nye show.

Barndomsneuroser

Gintbergs neuroser fra barndommen, herunder analfasen, spiller en meget stor rolle i oneman showet, der skal være terapeutisk for ham selv og for publikum.Det lyder, som om det er et mere personligt show i forhold til tidligere? »Det er det også.«Kan man ligefrem kalde det for et selvudleverende show?»Som humorist er du nødt til at holde det ud i strakt arm. Jeg har altid beskyttet mig selv og min familie. Også selvom jeg har skrevet 200 sider om at være far til et handicappet barn. Ingen ved, om det jeg skriver, er rigtigt. At fortælle sandheden er ikke mit brændstof,« siger Gintberg, inden han sætter sig ind sin bil, der skal fragte ham ind til Hovedbanegården og Go aften Danmark s studie. Komikeren skal for åben skærm udbrede sig om sin protektor-rolle.