Amber Petty skulle være en af prinsesse Marys bedste venninder, selvom man kan tvivle lidt på, hvor længe venskabet kan holde til, at Amber praler til gud og hver mand om hendes royale venninde, og bruger intime detaljer fra det danske hof til at promovere sig selv.
Men lige i dag kan alle royale danskere godt sende Amber en venlig tanke. Takket være hende, kan vi høre lidt mere om Kronprins Frederiks 40 års fødselsdag. En fest hvor det ellers lykkedes kongehuset, at lukke de sædvanlige åbne munde og lækager. Altså undtagen Amber Petty, skriver Ekstra Bladet.
- Det var fantastisk, jeg kom først i seng klokken fem om morgenen, kunne Amber fortælle over telefonen til hendes eget radioprogram.
- Jeg dansede det meste af aftenen med Mary, og vil tro, at vi dansede fem timer.
Der blev også spillet luftguitar, fortæller Amber, og løfter sløret for, at Kronprins Frederik fik nogle extravagante gaver i år. Der stod gigantiske pakker på gavebordet, afslørede Amber Petty ifølge Ekstra Bladet.
Og hendes majestæt dronningen var usædvanligt høflig omkring sin rygning. Inden hun tændte en cigaret, spurgte hun tjenerne og de omkringsidende gæster om lov først.