91-årige Rigmor Knudsen sad grædende i sin kørestol i plejehjemmets fællesrum. Personalet havde kørt hende til eftermiddagskaffe uden tænder i munden og uden høreapparat. Nakkestøtterne var tilmed i uorden, så hovedet faldt ud til siden.
Det kunne Jyllands-Posten tidligere på måneden fortælle, og nu kommer det frem, at familiens kritik af plejehjemmet får konsekvenser for personalet på plejehjemmet Kildegården i Skanderborg.
Kort efter familiens klage blev en teamleder nemlig fyret, oplyser Henning Haahr, direktør i Skanderborg Kommune med ansvar for ældreområdet, til Jyllands-Posten.
- Dette var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Hvis det var den eneste fejl, denne medarbejdet havde lavet, så havde vi nøjedes med at tage en snak om det, siger han til Jyllands-Posten.
Det øvrige personale på plejehjemmet bliver nu sendt på kursus i "det gode borgersamarbejde", der fokuserer på samarbejdet mellem de ældre og pårørende.
- Vores personale er godt kørende på det faglige, men der er måske en tendens til lidt at glemme den menneskelige side, siger Henning Haahr til Jyllands-Posten.
Den 91-årige kvindes familie opfordrer til, at der kommer fokus på at tale ordentligt til de ældre.
- Vi andre kan jo forsvare os og sige fra, men det kan de ældre deroppe jo ikke, siger datteren Kirsten Pedersen til Jyllands-Posten.
Opfordringen kommer efter en ansat brølede ind i ansigtet på hendes mor, fordi hun efter personalets opfattelse ikke gjorde sig hurtigt nok færdigt på toilettet. Den 91-årige kvinde blev desuden truet med at få frataget sit kaldeapparat, hvis hun ringede for meget.
Rigmor Knudsen kom efterfølgende på et anden plejehjem, som hun var meget glad for.
Newspaq