Bordet bugner af halvtør champagne og friske, bløde flødekager med fed crème og citrongul glasur, da forfatteren Georg Ursin tager imod hjemme i lejligheden på Frederiksberg. Der er såmænd også vietnamesisk kaffe med både varm og kold mælk samt fløde til. Ursin og hans italienske hustru, Teresa, har dækket op i spisestuen med det fine stel, og der mangler ikke noget. Man skal leve godt, mener Ursin, for der er kun dette ene liv – og det er bare om at komme i gang.
Den 72-årige Georg Ursin har selv taget hul på den sidste, men sjovere del af sit liv. For en snes år siden blev han pensioneret fra jobbet som embedsmand i Socialministeriet, og han følte sig både træt og færdig. Men så begyndte han at skrive. Og i 2005 fik han udgivet debutromanen ?Chenlein og Schmidt,’ hvori han langede ud efter nepotisme, magtmisbrug og systemets arrogance over for borgerne. Sidste år fulgte han op med den lige så bemærkelsesværdige ?Arrivisten’, og nu er den seneste bog ?Den navnløse bevægelse’ netop udkommet til fornemme anmeldelser. Ursin er med de tre bøger blevet sammenlignet med så fine navne som Kafka, Dürrenmatt, Max Frisch, Heinrich von Kleist og Thomas Mann, og det gør ham både glad og en anelse ydmyg.
Regerer med os
Flødekagerne, champagnen og livsnydelsen i forfatterens hjem står i pinagtig kontrast til hans seneste bog, ?Den navnløse bevægelse’, hvor en terrorbevægelse tager magten over regeringen i et unavngivent land og indfører reformer, som forbyder tobaksrygning, usund mad og alkohol. De fede, de gamle og de syge er der ikke længere plads til, og de fjernes på mareridtsagtig fascistisk facon, indtil privatdetektiven Victor Chenlein, der er Ursins faste hovedperson, går til modstand.
Den dystre vision i bogen er Ursins satiriske kommentar til dagens Danmark, som han mener er ved at bevæge sig i samme retning.
»Herhjemme ser vi for øjeblikket en hel række sundhedsapostle med fine titler, som har det tilfælles, at de er meget glade for at fortælle andre mennesker, hvordan de skal leve. Det bliver mere og mere ubehageligt at høre på. Så må man ikke ryge, så må man ikke spise, og så må man ikke dit og dat. Man kan ikke være i fred, og hvis det ikke bliver bremset, ender vi som i min bog,« siger Georg Ursin og ryster på hovedet imens: »Det er skrækkeligt, skrækkeligt.«
I bogen begynder ?den navnløse bevægelse’ med kostråd og sundhedskampagner, men det ender med forfølgelse af de svage og usunde.
Georg Ursin mener, at alle slankerådgiverne, ernæringsprofessorerne og fedtforskerne er gået over gevind, og han er bekymret over, at folk stoler alt for meget på, hvad eksperterne siger.
»Vi må gøre op med formynderiet. Vi kan alle tage fejl, også de sagkyndige, men det er der ingen, som tør sige. Vi tager alting for gode varer, og den er gal,« siger Ursin. Han har det i det hele taget svært med autoriteter og eksperter, og derfor er han glad for at kunne få afløb for indignationen. Tidligere beklagede han sig bare til sin hustru. Nu skriver han.
Ursin sammenligner sundhedsapostlene, som han kalder dem, med afholdsbevægelsen, der tørlagde hele sogne i Vestjylland i sidste århundrede.
»Askesen vinder frem, og det er ikke bare sørgeligt, det er også kedeligt. I de gode gamle dage røg herrerne både i fiskeforretningen og hos slagteren, og ingen anså det for at være uartigt, men i dag kan man dårligt ryge i sit eget hjem uden at have dårlig samvittighed.«
Så Georg Ursin både drikker champagne og ryger en enkelt cigar i ny og næ – når det passer ham.
»Det er yderst behageligt at ryge, simpelthen, derfor gør jeg det. Tænk at anstrenge sig for at leve sundt hele tiden – så får man måske et langt liv, men til gengæld er det kedeligt. Jeg mener, man skal nyde livet, det er for fjollet at lade være, for vi har kun ét.«