Larmen var øredøvende da hollandske Arjen Robben gik ned mod straffesparkspletten, for at sparke Chelseas første forsøg fra 11-meterpletten i den afgørende dyst om, hvem af de to engelske hold, som skal skulle sikre billetten til finalen. Landsmanden Boudwjin Zenden havde netop indledt konkurrencen med en sikker scoring.
Robben kunne glædes over, at anfører John Terry havde vundet lodtrækningen og dermed kunne bestemme, i hvilken ende straffesparkene skulle sparkes. Han pegede naturligvis ned i retning af Anfield Road-tribunen. Hvor Chelsea egne fans var placeret og endnu vigtigere. Væk fra en yderst veloplagt The Kop -tribune.
Men Liverpools fans var ikke sådan at ryste. Hver eneste af dem brød ud i piften og hujen, som skabte en lydmur så massiv, at flere af de folk, som var installeret på Anfields VIP-pladser, holdt sig for ørene.
Om det var dette Anfield-inferno eller om det var det faktum, at han gik ned mod verdens sandsynligvis bedste målmand i disciplinen straffesparkskonkurrence, som fik den stakkels Robben til at brænde, er svært at sige. Men han må have været påvirket af stemningen og vigtigheden af denne konkurrence.
Afbrænderen fik Anfield til at eksplodere i en jubelrus, der var lige så kraftig, som da Daniel Agger små to timer tidligere havde scoret målet til 1-0.
Den værst tænkelige start for Chelsea, og da Arjen Robben måtte vende om og gå tilbage med midten – og The Kop, lignede han en slagen mand.
Liverpools spillere havde noget bedre betingelser, når de skulle sparke. Alle fire spillere, som sparkede for The Reds blev sunget hele vejen ned til bolden med deres egen personlige hyldest-sang, og når de så skulle sparke, var der stilhed på hele stadion.
Det kan godt være, Chelsea-træner, José Mourinho, ikke mener, at publikum havde indflydelse på straffesparkskonkurrencens udfald. Det er der næppe ret mange af de øvrige små 44.000 tilskuere, som er enige i. Efter Xabi Alonsos sikre scoring var det Frank Lampards tur, og det skal han have. Selvom han bestemt ikke spillede en af sine bedste kampe, så skal han have kredit for at sparke et så sikkert straffe som det var tilfældet i går. Han var iskold i hele sekvensen.
Men det var holdkammeraten Geremi ikke et par minutter senere, da også han kom i Reinas vridemaskine. Og så var det sket.
Dirk Kuyt sendte sikkert Liverpools fjerde spark i mål og dermed i finalen.
Svært beskrivelige scener fulgte. Granvoksne tatoverede mænd stod med plaskvåde øjne, mens de omfavnende sidemanden fulgte spillerne til omklædningsrummet med en enestående udgave af You Never Walk Alone .
Jo, de europæiske aftener på Anfield er noget helt, helt særligt.