Millioner af pakistanere går onsdag til stemmeurnerne for at afgive deres stemme i et højspændt parlamentsvalg.
Optakten til valget i Pakistan har nemlig været præget af kaos og nogle af de blodigste angreb i landets historie, hvor bombeangreb har været rettet mod valgmøder.
Ikke mindst er militæret under beskyldning for at ville blande sig i det blot andet demokratiske valg i landets 70-årige levetid - og dermed true det frie valg i Pakistan.
To partier kæmper i grove træk om magten ved valget, der med flere end 100 millioner registrerede vælgere er et af de største demokratiske valg i verden.
På den ene side står den tidligere premierminister Nawaz Sharif's parti, Pakistan Muslim League-Nawaz (PML-N), der vandt det seneste valg i 2013.
På den anden side står partiet Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI), som har den tidligere nationale cricketstjerne Imran Khan i spisen.
Khan har under valgkampen fremført løfter om at opbygge et "nyt Pakistan", bekæmpe korruption og skabe en "islamisk velfærdsstat". Han er blevet kritiseret for at være populistisk og få støtte fra landets magtfulde militær.
Militæret har en klar favorit i Khan, fordi han ikke i samme grad som PML-N vil søge at kontrollere militæret.
De militære generaler ønsker en svag regering, som ikke vil forsøge at ændre på magtbalancen mellem regering og militær, skriver nyhedsbureauet AFP.
Militæret, som har haft magten i Pakistan i over halvdelen af landets levetid, afviser alle beskyldninger om indblanding.
Onsdag vil flere end 800.000 politibetjente og soldater blive opstillet ved flere end 85.000 valgsteder landet over for at skabe sikkerhed.
Men samtidig øger militærets store kontrol over valgstederne frygten for militær manipulation ved valget.
/ritzau/AFP