Tolv skoler er blevet udsat for bombe- og brandangreb i det nordlige Pakistan. Otte af skolerne er for piger, mens de fire øvrige er for drenge.
Det oplyser pakistansk politi fredag.
Angrebene har fundet sted natten til fredag i en region, hvor Taliban-bevægelsen er aktiv. Den militante gruppe er imod uddannelse til piger.
Der er dog ikke umiddelbart nogen, der har taget skylden for angrebene.
Men pakistansk Taliban og andre grupper, som bevægelsen er allieret med, har tidligere rettet angreb mod utallige skoler for piger i den nordlige og nordvestlige del af landet.
Angrebene, der skete i flere landsbyer i Diamer-distriktet i det nordlige Gilgit-område, ser ud til at have været godt planlagt og koordineret, siger den lokale politichef, Raja Ajmal.
- Man ved godt, hvem der gør den slags, og hvad deres motiver er, siger politichefen til Reuters.
Gerningsmændene havde også forsøgt at bryde ind i en skole, der er drevet af militæret, men var blevet stoppet af vagter. Det oplyser en indbygger i området.
- Folk hørte tunge eksplosioner, siger indbyggeren, Ghayas Ali.
For seks år siden, i 2012, skød og sårede Taliban-bevægelsen den unge skolepige Malala Yousafzai i Swat-dalen i det nordlige Pakistan.
Hun blev efter alt at dømme angrebet, fordi hun havde talt for at lade piger få en uddannelse.
To år senere blev den unge pakistanske aktivist hædret med Nobels fredspris.
Hendes far, Ziauddin Yousafzai, fordømmer de natlige angreb på skolerne i det nordlige Pakistan.
- Vi skal sikre den samme ukrænkelighed for vores skoler og uddannelsesinstitutioner, som vi gør for vores moskéer, templer og kirker, skriver han på Twitter.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.