Målinger viser, at 81 procent af kineserne er tilfredse med tingenes tilstand i deres land. I EU, USA og Japan er det kun en tredjedel. Kontrasten er tydelig for enhver fra Vesten, som rejser til Kina i disse dage, som vil slået af, hvor optimistiske og energiske kineserne er. Det kan godt være, at mine middelklassevenner i Shanghai er deprimerede over det politiske system i Kina, men de har en tro på, at deres børn vil leve lange, behagelige liv som i Vesten.

Modvilje mod Kina

Vejen til fremtiden er dog kompliceret af det ubehag, som folk i Vesten har ved Kina. Kigger man – igen – på de globale meningsmålinger, er de fleste i Vesten overbevist om, at billige kinesiske varer ødelægger deres hjemlige industrier, og at det fører til underskud på handelsbalancer, arbejdsløshed og økonomisk nedtur. Politikernes svar er importafgifter og protektionisme. Vestlige ledere, især i USA, hævder, at Kinas økonomiske optur hænger sammen med en vilje til at ekspandere – og at det skal holdes nede med militære alliancer, der minder om noget fra den kolde krig.

Kina kan udnyttes

Men faktum er, at amerikanske og europæiske firmaer i Kina har fundet en partner, der – billigt – kan udnyttes fyldt ud. Det er derfor, at de vælter til Kina. Her har de fundet et afkast, der er højere end gennemsnittet på verdensplan. De vestlige multinationale selskaber kan ikke lide Kina, fordi landet har omfavnet kapitalismen, men fordi de kommunistiske kinesiske ledere har accepteret den rolle, som selskaberne har tildelt Kina i det frihandels-regime, som de selv har designet.

Firmaerne kan simpelthen frit placere ordrer i Kina og sælge de færdige varer rundt omkring i verden. Kineserne får noget ud af det ved at sælge deres arbejdskraft. Men hvis ikke der er efterspørgsel på produkterne, aflyser de multinationale selskaber bare deres ordrer og flytter deres investeringer til mere profitable lande. Kineserne kan dermed stå tilbage med usolgte varer og arbejdsløshed for slet ikke at nævne forurening og miljøproblemer.

Magten skal fastholdes

Vestlige økonomer retfærdiggør denne frihandel med teorien om, at hvis hver land specialiserer sig i det, som det er bedst til, så er alle bedst tjent i det lange løb.

Kina har accepteret denne aftale . For det Kommunistiske Parti er nødt til at levere økonomisk fremskridt til folket for at blive ved magten.

Men omstillingen skal ske uden at ødelægge økonomien baseret på landbrug af hensyn til de mennesker, der stadig bor på landet. Samtidig skal der skabes job til dem, der flytter fra landet ind til byen, mens middelklassen hele tiden kræver bedre uddannelse, sundhed og sociale ydelser. Men de kinesiske ledere må også finde andre markeder end de vestlige – i Afrika, Centralasien og Sydamerika.

For at citere et medlem fra en politisk tænketank med tilknytning til Fudan Universitetet i Shanghai: »Det er så hyklerisk af lande som USA at forsøge at finde på undskyldninger for at blokere for Kinas økonomiske vækst, når de i alle disse år har prædiket frihandlens dyd for de lande, der er på vej op. Nu er de imod det, fordi deres virksomheder står over for konkurrence.«

En sætning, der deles af mange af Kinas unge intellektuelle liberale.

Peter Kwong er professor i asiatisk-amerikanske studier på Hunter College.