Fremtidens pensionister har udsigt til en væsentlig bedre økonomisk alderdom end de ældre generationer.
Allerede i 2020 vil pensionisterne have 17 procent mere at gøre godt med end de, der gik på pension sidste år, viser ny analyse fra PensionDanmark. Det skriver Fagbladet 3F.
Udviklingen skyldes ganske simpelt, at indbetalingerne er steget stødt siden etableringen af arbejdsmarkedspensionerne i 1990'erne, hvor danskerne i perioden har fået en stadig højere procentdel af lønnen til pensionskontoen.
- Pensionsbidraget er over tid løbende blevet hævet og udgør nu typisk 12 procent af lønnen. Det betyder, at der nu er kommet turbo på medlemmernes opsparing, siger administrerende direktør i PensionDanmark Torben Möger Pedersen.
PensionDanmarks analyse beror på en person i parforhold, der blev pensioneret i 2012, og som havde en samlet indkomst fra folkepensionen, ATP og PensionDanmark på 150.000 kroner før skat. Et tilsvarende medlem, som pensioneres i 2020, vil have 17 procent mere at gøre godt med.
- Da det er opsparingens størrelse på pensionstidspunktet, der afgør, hvor stor en pension, der kan udbetales, får hver ny årgang en større pension. De nye årgange af pensionister har sparet mere op, siger Torben Möger Pedersen.