Er du træt af at møde den store, benzinslubrende Porsche Cayenne nede i krydset?
Den kan meget vel blive fortid herhjemme om få år - i hvert fald hvis det står til et nyt forslag fra EU-Kommissionen, der foreslår, at Europas samlede bilpark skal tvinges til at køre lidt længere på literen.
Farvel til slugere
I dag kører nye biler i gennemsnit 14 kilometer på literen, mens de fra 2012 skal bruge den samme mængde til at køre 20 kilometer. Det kan meget vel betyde et farvel til de mere sultne biler.
»Jeg gætter på, at vi vil se færre store firehjulstrækkere på vejene fremover, fordi lovforslaget vil få os til at lave flere små biler,« siger informationschef i Toyota Rene Mouritzen og erklærer sig samtidig glad for EU-Kommissionens forslag. Samme melding kommer fra Socialdemokraternes medlem af Europa-Parlamentet, Dan Jørgensen.
»Med lovforslaget tvinger vi bilproducenterne til at putte flere små biler på markedet,« siger han.
Dan Jørgensen havde dog gerne set EU kræve, at kravet til bilerne lød på 30 kilometer på literen.
Realistisk mål
Men et lavere mål kan være ganske fornuftigt, mener bilejernes forening, FDM.
»Vi sætter pris på, at man er landet på et krav, som også er realistisk at efterkomme for producenterne,« siger politisk chefkonsulent Torben Kusk. Men ikke alle er lige begejstrede. Hos Greenpeace hæfter transportmedarbejder Franziska Achtenberg sig ved, at bøderne for overtrædelse af loven er for slappe.
»EU-Kommissionen har ladet bilproducenterne sidde i førersædet. Sanktionerne over for bilproducenter, der ikke opfylder målet, er meget svage - det er bøder, som næppe vil afskrække bilproducenter fra at overskride udslipskravet,« siger Franziska Achtenberg. Lovforslaget skal nu behandles i Europa Parlamentet.
Et nyt EU-forslag lægger
op til, at hver enkelt bilproducents samlede bilflåde inden for Europa
i gennemsnit skal køre 20 kilometer på literen.