Den toneangivende danske rente sneg sig til endnu en årstop fredag efter stærke tal fra Tyskland. Sent fredag eftermiddag viste tal fra eurozonen der ud over en positiv udvikling for forbrugertilliden.
Renten på den toneangivende 10-årige danske statsobligation endt med en stigning på 2 basispoint til 2,10 pct. og er dermed steget med 81 basispoint fra årets bund i starten af maj. I Tyskland steg renten på den tyske 10-årige obligation med et enkelt basispoint til 1,93 pct.
Investorerne kunne fredag morgen notere sig en tysk BNP-vækst på 0,7 pct. i andet kvartal i den endelige opgørelse, hvilket var præcist som ventet. Eksporten i andet kvartal steg dog med 2,2 pct., noget bedre end de ventede 2,0 pct. ifølge Bloomberg med importen steg med 2,0 pct. i kvartalet mod ventet 1,7 pct.
Forbrugertilliden i eurozonen viste fredag eftermiddag en stigning i den foreløbige opgørelse for august. Tilliden endte på minus 15,6 mod en indeksværdi på minus 17,4 i måneden før. Til sammenligning var der ventet et indeks på minus 16,5 blandt økonomerne adspurgt af Bloomberg.
Renterne er generelt blevet sendt op af strømmen af positive nøgletal fra Europa. Fredag sagde medlem af ECB's rentekomite Østrigs centralbankchef Ewald Nowotny, at de seneste tal har fjernet behovet for at sænke renten.
Flere analytikere er dog ikke enige i, at Europa har lagt det værste bag sig.
- Markedet er overoptimistiske omkring udsigten til en normalisering af renteniveauerne i Europa, sagde global chef for Credit Suisses renteanalyse Michael Markovich til Bloomberg, mens porteføljemanager hos Glendevon King Nicola Marinelli sagde:
- Med de seneste tal fra Europa er politikerne meget hurtige til at hoppe på optimistvognen. Alle siger, at det værste er bag os, men det er for tidligt at sige. Mange europæiske lande er stadig i recession. Hvis der er ét sted i verden, hvor renterne stadig kan falde, så er det Europa.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk