For mange danskere er sagen om de famøse Muhammed-tegninger fra Jyllands-Posten måske ved at være glemt. Men i Frankrig begynder retssagen mod magasinet ’Charlie Hebdo’, der bragte tegningerne for over et år siden, først onsdag. Det skriver BBC.
Det er to fransk-muslimske organisationer, der har anlagt sagen.
»Beslutningen om at bringe tegningerne var del af en overvejet provokationsplan rettet mod det islamiske samfund i dets mest intime tro,« udtaler organisationerne Paris Grand Moske og Foreningen af fransk-muslimske organisationer.
Men ifølge flere af bladets tilhængere, herunder en del muslimer, handler sagen om ytringsfrihed.
»Demokrater fra hele verden og især muslimer håber at kunne se i Europa, og især i Frankrig, et sekulært fristed, hvor deres ord ikke bliver blokeret af diktatorer og fundamentalister,« skrev en gruppe franske intellektuelle mandag i et åbent brev til magasinet Liberation.
Retssagen ventes at vare to dage.
Jyllands-Posten bragte i september 2005 12 tegninger af den muslimske profet Muhammed, som reaktion på en fornemmelse af, at flere kunstnere i Europa var begyndt at lægge bånd på dem selv, når det kom til spørgsmål om islam og muslimer.
I februar 2006 var der store demonstrationer i mange muslimske lande, der krævede en undskyldning fra både Jyllands-Posten og statsminister Anders Fogh Rasmussen. Muslimer i Danmark har også forsøgt at rejse en sag mod avisen, men det er endnu ikke lykkedes.