Fransk politi har anholdt et mistænkt medlem af den berygtede juvelrøverbande De Lyserøde Pantere i den sydfranske by Montpellier.
Den mistænkte, som er en 40-årig montenegriner, blev anholdt i sit hjem mandag, efter han havde forsøgt at flygte ud gennem et vindue, da myndighederne ankom til stedet.
Den 40-årige var tidligere medlem af fremmedlegionen og eftersøgt i flere lande, blandt andet har schweiziske myndigheder to gange efterlyst ham.
De Lyserøde Pantere stammer fra konflikten i det tidligere Jugoslavien, hvor gruppen blev en meget succesrig bande med fokus på tyveri af ædelstene.
Ifølge Interpol har banden siden 1999 stjålet juveler for en værdi af over 330 millioner euro (2,5 milliarder kroner).
Deres røverier er kendt for at være udført med utrolig præcision og meget hurtigt.
Gruppen fik sit øgenavn efter et tyveri mod Graff Diamonds i 2003 i London. I det tilfælde spillede to af gruppens medlemmer rige kunder, som overtalte ekspedienter til at åbne døre ind til diamanter, der havde en værdi af millioner af euro.
Selvom en af røverne blev overmandet på gerningsstedet, og en anden senere blev anholdt, blev kun en lille del af diamanterne fundet. Nogle diamanter var gemt i en bøtte med ansigtscreme.
Gruppens røverier vækker minder om scener fra filmen "Den Lyserøde Panter springer igen".
I et efterfølgende røveri i Zürich bar gruppens medlemmer lyserøde trøjer.
/ritzau/