Der er ingen beviser for, at der har fundet bestikkelse sted i den såkaldte Atea-sag, hvor tidligere ansatte i it-firmaet Atea og Region Sjælland står tiltalt for underslæb og bestikkelse.
Det mener forsvareren for en tidligere salgschef i Atea, Arvid Andersen.
- Bevisførelsen lider af en eklatant mangel på beviser for modydelser.
- Det er lidt påfaldende, når man ser på Bagmandspolitiets omfattende materiale af sms'er og e-mails, at der ikke er en korrespondance, der siger, at man skal sørge for at placere ordre hos Atea, siger han i sin afsluttende procedure søndag.
Sagen, der er beskrevet som en af danmarkshistoriens største, begyndte i 2014, da Ateas nytiltrådte direktør blev gjort opmærksom på den særlige konto 2840 i selskabet.
På den blev der overført 1,5 procent af pengene fra salg og kontrakter til Region Sjælland.
Den blev samtidig brugt til at betale for en lang række overdådige rejser og middage med flere af Ateas tidligere topfolk og Region Sjællands tidligere it-direktør og it-chef.
Men for salgschefen var der intet odiøst i kontoen, siger hans forsvarer.
- Anklagemyndigheden har medgivet, at kontoen ikke var hemmelig. Det hemmelige bestod i, at kontoen ikke indgik i regionens budget.
- Set fra min klients stol, så forholder det sig sådan, at han var bekendt med, at adskillige medarbejdere i regionen kendte til kontoen. Han var ikke bekendt med, at midler fra kontoen ikke blev kontrolleret efter reglerne i regionen, siger Arvid Andersen i Retten i Glostrup.
Den tidligere salgschef er ifølge forsvareren kun skyldig i én ting:
- Han er med sikkerhed skyldig i at passe sit arbejde i overensstemmelse med sin arbejdsgivers interesse og kundernes ønsker.
/ritzau/