Som flere andre forsvarere i den såkaldte Atea-sag mener advokat Anders Nemeth, der er forsvarer for den tidligere koncerndirektør i Atea, at der ikke kan være tale om bestikkelse, når man får sine egne penge.
Det fremfører han søndag i sin procedure søndag, hvor den lange sag er ved at nå til vejs ende.
Sagen, der er beskrevet som en af danmarkshistoriens største, begyndte i 2014, da Ateas nytiltrådte direktør blev gjort opmærksom på den særlige konto 2840 i selskabet.
På den blev der overført 1,5 procent af pengene fra salg og kontrakter til Region Sjælland.
Den blev samtidig brugt til at betale for en lang række overdådige rejser og middage med flere af Ateas tidligere topfolk og Region Sjællands tidligere it-direktør og it-chef.
- Anklagemyndigheden var fra starten i tvivl om ejerskabet af konto 2840, men det ligger fast, at den tilhørte regionen.
- Den forvirring eller misforståelse i anklagemyndigheden slår igennem i anklageskriftet. Aktiv bestikkelse giver ikke meget mening, når det er regionens egen konto, siger Anders Nemeth.
Han hæfter sig ligesom andre forsvarere, at regionens ansatte ikke har ydet noget til gengæld for det de har fået.
- Det, at der er ydet noget for at sikre et fremtidigt godt samarbejde, betyder ikke, at der er tale om bestikkelse, siger Anders Nemeth.
Bonusaftalen med regionen blev indgået i 2007. Kort efter stoppede Anders Nemeths klient som koncerndirektør i Atea i Danmark til fordel for et job i Atea Asa i Norge.
Advokaten mener ikke, at der er noget galt i en bonusaftale, og hans klient kan ikke stilles til ansvar, hvis den efterfølgende skulle være misbrugt.
- Der var ønske om en rabat. Det var helt rimeligt og ikke usædvanligt. Man har set bonusaftaler i andre sammenhænge også.
- Bonusaftalen har meget lidt, om overhovedet noget, at gøre med de efterfølgende dispositioner. Koblingen mellem bonusaftale, konto 2840 og misbrug findes ikke, lyder det fra Anders Nemeth.
Sagen fortsætter mandag, hvor forsvarerne for Ateas administrerende direktør og forsvareren for selskabet, kommer med deres afsluttende indlæg.
/ritzau/