Der er i forvejen ikke mange meter fra Aarhus Teater til domkirken, men fra 3. februar bliver de to institutioner forbundet af mere end brostenene på Bispetorv.

Den unge, succesfulde dramatiker Christian Lollike har nemlig fået lov at rykke sin nye forestilling Nathan (uden titel) ud fra teaterscenen og ind under domkirkens mægtige hvælvinger.

Stykkets kredsen om det fælles menneskelige som en mulig vej til forsoning mellem de tre store religioner, kristendommen, jødedommen og islam, faldt i god jord hos domprovsten og menighedsrådet, der åbnede porten for skuespillerne. Nathan (uden titel) er inspireret af den tyske forfatter G.E. Lessings klassiske oplysningsdrama, Nathan den Vise fra 1779. Her forsøger hovedpersonen utrætteligt at lære kristne, jøder og muslimer ikke at lade sig styre af det religiøse, men i stedet forsones gennem det, de har til fælles ¿ at de alle er mennesker.

Kradser i anskuelsen

»Jeg blev fascineret af det oprindelige stykkes idé om, at man med fornuften kan mærke det fælles menneskelige. Er det muligt?« spørger Christian Lollike, der med sit eget stykke udfordrer det oprindelige.

»Det er interessant at kradse i den anskuelse, fordi den er styrende for vores måde at tænke på i Vesteuropa, hvor vi sætter fornuften over religiøsiteten. Problemet med at føle det fælles menneskelige er, at det ikke er særligt identitetsskabende. Derfor bygger vi i stedet fordomme op om andre for at skabe vores egen identitet,« siger Lollike.

Selvom Christian Lollike stiller et udfordrende spørgsmålstegn ved Lessings ideal, så er han ikke i tvivl om, hvad løsningen er på de religiøst funderede modsætninger, der sætter et voldsomt præg på verden i disse år. »Jeg mener, at svaret er oplysning. At vi lærer mere om hinanden, om det fremmede. Det er den eneste måde at blive frigjort fra vores behov for at sætte hinanden i bås,« siger han.

Hjemmebanefordel

Hvis én af tankerne bag stykket er at finde en fælles grund for de tre store religioner at mødes, kan det virke besynderligt at henlægge stykket til den ene religions hellige hus. Det medgiver Christian Lollike gerne, men mener ikke, det kan undgås at favorisere.

»Den hjemmebanefordel ligger allerede i, at mit sprog og min tænkemåde er forankret i en vesteuropæisk forståelse. Det kan man ikke løsrive sig fra,« forklarer han.

Ud over at have skrevet stykket sammen med Mary Aniella Petersen instruerer Christian Lollike også selv. Han og skuespillerne har været i gang med prøver i et par måneder og har både oplevet den særegne kulisses fordele og ulemper. Største tekniske udfordring er de syv sekunders efterklang, som hvælvingernes akustik hæfter på replikkerne, men kirkerummet tilfører også stykket nye dimensioner, mener Lollike.

»De dilemmaer om for eksempel tillid og næstekærlighed, som stykket handler om, bliver sat yderligere på spidsen af rummet. Det er altså utroligt effektfuldt at stå og tale om tilgivelse, når det foregår lige foran alteret,« forklarer han.