Storbritanniens beslutning om at udvise 23 russiske diplomater vil formentlig ikke få den store betydning for forholdet mellem Vesten og Rusland.
Det mener Mikkel Vedby Rasmussen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.
- Hun (Theresa May, red.) har konstateret, at der er sket noget, hun har reageret på det, og det behøver sådan set ikke gå videre end det.
- Det her bekræfter bare, at forholdet mellem Vesten og Rusland desværre er dårligt, snarere end det indleder et nyt kapitel, siger han.
Udvisningen er en reaktion på, at en russisk eksspion og hans datter, der bor i Storbritannien, 4. marts blev angrebet med nervegift i byen Salisbury i England.
Theresa May sagde mandag i en tale til det britiske parlament, at det er "meget sandsynligt", at Rusland står bag angrebet.
Mikkel Vedby Rasmussen mener dog ikke, at det vil få betydning for forholdet til Rusland.
- Det her vil formentlig ikke forandre det grundlæggende forhold mellem Rusland og Storbritannien.
- Det, der nok sker på mellemlangt sigt, er, at kongefamilien ikke kommer til VM i fodbold i Rusland senere på året, forklarer han.
Udvisningen er en del af flere straftiltag, som Storbritannien iværksætter.
Det gælder også overvågning og sporing af russere, der kommer til landet, og indefrysningen af russiske aktiviteter i landet, der kan ses som en trussel.
Nato-landene har i en udtalelse udtrykt solidaritet med Storbritannien og forlangt et svar fra Rusland.
Den russiske eksspion, Sergej Skripal, og hans datter, Julia, er stadig indlagt på hospitalet. De er begge fortsat i kritisk, men stabil tilstand.
/ritzau/