Danske indvandrerkvinder på flugt fra tvangsægteskaber gemmer sig under nyt navn og personnummer i nabolande. For tiden bor fem kvinder med to børn af anden etnisk herkomst end dansk i Norge med to børn under ny identitet. Kvinderne er alle på flugt fra ægtemænd, der i værste fald vil slå dem ihjel.
»Danske piger kommer paniske til Norge. Vi har i flere år givet ny identitet i Norge til piger, der skal tvangsgiftes. Også til danskere. Apparatet for indvandrerpiger fungerer bedre her – og vi er et stort land, hvor det er nemt at gemme sig,« siger Gerd Fleischer fra Selvhjelp for Innvandrere og Flyktninger i Norge.
I Danmark kan man nemlig højst få nyt navn – men man står under samme personnummer i de offentlige registre.
En del vender tilbage
En af dem, som skaffer forfulgte piger et nyt liv i udlandet, er Leif Randeriis fra Århus.
»Jeg har hjulpet mindst fem til Sverige. Her har de fået ny identitet. Pigerne må dog skære alle bånd – droppe familie og sine venner – og det har de svært ved. Derfor bliver en del fundet igen,« siger han.
De danske myndigheders bedste beskyttelse mod æresrelateret vold er, at de kan komme under politiets vidnebeskyttelse.
»Det har jeg skaffet to gange. Jeg kender til 20-30, der gemmer sig i udlandet. Andre er i det mørke Jylland,« siger Manu Sareen, indvandrerkonsulent i Københavns Kommune.
Også kvindekrisecentrene har hjulpet forfulgte kvinder til nabolande, men også til Canada og Australien.
»De gemmer sig i Norge, fordi det er sværere at finde dem her. Danmark er et lille land, og vi kunne se i Ghazala-sagen, hvor nemt det er at finde kvinder på flugt blandt andet via taxaer i København,« siger Anne Mau fra Landsforeningen af Kvinde Krisecentre.
Ifølge Indvandrerrådgivningen har fem-ti kvinder om året akut brug for en ny identitet i udlandet.