Da politikerne efter danskernes nej til Maastricht-trakaten i 1992 satte sig rundt om bordet, var opgaven at konstruere en mere spiselig version af Danmarks tilknytning til EU. Resultatet blev de fire danske forbehold.

Et af dem handlede om unionsborgerskab. EU-modstanderne frygtede i begyndelsen af 1990 erne, at ordet unionsborgerskab var et sikkert tegn på, at EU var på vej til at udvikle sig til en reel stat. Sådan er det ikke kommet til at gå, siger EU-ekspert fra Aalborg Universitet Søren Dosenrode.

»I dag er unionsborgerskabet et supplement til vores nationale statsborgerskab. Du kan aldrig blive EU-borger uden at være dansk statsborger først. Unionsborgerskabet, som det ser ud i dag, giver udelukkende danske statsborgere rettigheder. Der er ingen forpligtelser i det. Hvis der er modstand mod unionsborgerskabet, kan det kun være en symbolsk modstand på linje med modstanden mod fælles flag og hymne,« siger Søren Doserode.

Enhedslisten er stadig imod

Unionsborgerskabet giver EU-borgerne en række rettigheder (se faktaboksen til højre), men Søren Rosenrode påpeger, at Danmark i forvejen kan benytte sig af samtlige rettigheder, selvom vi har et forbehold. Det mildner dog ikke Enhedslistens modstand mod unionsborgerskabet.

»Det er da rigtigt, at unionsborgerskabet ikke har fået den store betydning, men det betyder ikke, at vi ikke er imod,« siger partiets Europa-ordfører Per Clausen.

Men hvorfor kæmpe imod et forbehold, som ikke har nogen betydning?

»Det er vigtigt at holde fast i, at EU ikke udvikler sig i retning af en selvstændig stat. For os er det afgørende for demokratiet. Det er vigtigt at holde fast i, at Folketinget bestemmer, hvilke rettigheder der gælder i Danmark,« mener Per Clausen.