Børn med forældre med job har dobbelt så stor chance for at gennemføre en ungdomsuddannelse end børn, hvis forældre ikke har en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
82 procent af børn med forældre i job, havde som 25-årig taget en ungdomsuddannelse. Det samme tal for børn med forældre uden job ligger på 44 procent, skriver Fagbladet 3F.
- Det er den klassiske sociale arv-problematik. Hvis ikke du er vant til uddannelse hjemmefra, har du også sværere ved at finde uddannelse. Det betyder at de unge reelt set har større risiko for selv at komme ud på kanten af arbejdsmarkedet og have en lav arbejdsmarkedstilknytning, siger Peter Rohde Skov, P.hd.-studerende ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Ifølge forskeren har samfundet i høj grad en rolle at spille, når social arv fører til at mange unge ikke kommer videre med uddannelse. Både daginstitutioner og muligheden for uddannelsesstøtte er tiltag, der er med til at hjælpe børn og unge med færre ressourcer. Alligevel viser tallene, at den sociale arv er standhaftig.