A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har besluttet at donere en milliard kroner til den danske folkeskole. Det oplyser fonden torsdag i en pressemeddelelse.
- En endnu bedre folkeskole ligger fonden meget på sinde, siger Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der er formand for fonden, i en pressemeddelelse.
- En vellykket skolegang, hvor børnene lærer mest muligt, er helt central både for det enkelte barn og for Danmark som helhed. Børn og unge er Danmarks fremtid, siger hun.
Fonden ønsker, at pengene skal gå til opkvalificering og efteruddannelse af undervisere og skoleledere.
Ud over et ønske om en bedre folkeskole er formålet med donationen at markere 100-året for Mærsk Mc-Kinney Møller, som døde i april sidste år. Mærsk Mc-Kinney Møller var i mange år formand for fonden.
De mange penge vil blive stillet til rådighed fra 2014. Det markerer 200 året for undervisningspligtens indførelse i Danmark.
/ritzau/