Af Martin Ågerup | direktør for tænketanken CEPOS

Statsministeren meddelte ved partilederdebatten på Venstres sommertræf i weekenden, at skatten for de lavestlønnede skal ned, så det bedre kan betale sig at arbejde.

Dette må indebære, at statsministeren pønser på at hæve beskæftigelsesfradraget, idet en sænkelse af bundskatten vil medføre en skattelettelse for alle – også dem uden for beskæftigelse – og dermed ikke gøre det mere attraktivt at arbejde. Ifølge vores beregninger ville fem milliarder kroner i skattelettelse givet som et jobfradrag kun øge udbuddet af arbejdskraft med, hvad der svarer til 2.500 fuldtidspersoner.

Det er ikke imponerende. Hvis man i stedet lettede topskatten, ville samme beløb kunne øge udbuddet af arbejdskraft med, hvad der svarer til 9.500 fuldtidsbeskæftigede.

Hvis statsministerens mål er at flytte personer fra passiv forsørgelse til beskæftigelse, er beskæftigelsesfradrag heller ikke vejen frem. Fem milliarder kroner flytter kun 1.700 personer fra overførselsindkomst til beskæftigelse (resten af effekten op til 2.500 kommer af, at personer, der allerede er i beskæftigelse, arbejder mere).

Til sammenligning ville CEPOS forslag om at forkorte dagpengeperioden fra fire til et år øge beskæftigelsen med cirka 30.000 personer. Skulle samme effekt opnås med et beskæftigelsesfradrag, ville det altså kræve skattelettelser i størrelsesordnen 100 milliarder kroner. For at få råd til det skulle der fyres omkring 200.000 offentligt ansatte.

Tallene er selvsagt usikre, men talstørrelserne er så store, at nøjagtighed ikke er afgørende. Pointen er, at det simpelthen ikke er en realistisk strategi at ville øge beskæftigelsen væsentligt gennem jobfradrag.