Der er mange grunde til at beundre statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) – for hans ønske om at gøre en forskel, for hans flid, dygtighed og engagement. Ingen kan være i tvivl om, at han ønsker at gøre det rigtige for det land, han er sat til at lede. Han træffer beslutninger, der af politiske modstandere opfattes som dybt skadelige – for eksempel beslutningen om sammen med USA at gå i krig i Irak – men han gør det i stensikker tro på, at han derved træffer det rigtige valg.

I går så vi imidlertid en anden side af statsministeren, en side, vælgerne har set oftere og oftere på det seneste.

Nemlig Fogh i rollen som magtkyniker, der i afgørende politiske spørgsmål vender på en tallerken, uden at han samtidig ejer anstændighed nok til at medgive, at han er blevet klogere. Eller, hvilket er værre, at han hidtil har ført en politik, han ikke selv støtter.

Fogh meddelte i går, at asylfamilier med børn alligevel kan flytte ud af asylcentrene, selv om han i årevis har sagt – og ment? – det modsatte. Han skiftede mening uden at rødme, uden at en sprække kan ses i hans panser.

Foghs initiativ var nødvendigt.

Langt de fleste vælgere, i høj grad også de borgerlige, støtter en fast udlændingepolitik, men kan ikke bære at høre om de uanstændigt elendige forhold i asylcentrene.

Fogh har hidtil været ligeglad, dertil var alliancen med Dansk Folkeparti, der ikke bryder sig om den nye løsning, alt for vigtigt, og har han bevidst ladet asylsøgerne sidder under kummerlige vilkår for at sikre Dansk Folkepartis stemmer i andre sager. Nu skifter han kurs, for det har vælgerne gjort.

Kovendingen afslører noget usympatisk ved Fogh – nemlig at han, presset og for at rydde ?forhindringer? af vejen før et valg, er parat til afgørende at ændre på regeringens politik for at bevare magten. Det hidtil værste eksempel handler om tilbagetrækningen af danske tropper fra Irak. I årevis havde Fogh lovet, at danske tropper blev til »arbejdet var gjort færdig« – pludselig i august blev tropperne trukket hjem for at gøre klar til et valg, nu med den uhyre påstand, at »tiden var inde« – situationen i Irak havde nemlig aldrig været værre - og at irakerne selv ønskede dansk tilbagetrækning, en påstand, der ikke er sand. Eksempler er der flere af – klimaforandringer var ikke et problem, før Fogh opdagede, at vælgerne mente at de i høj grad var et problem, også der er han vendt på en sten – og glem ikke hans krystalklare løfter om, at skattelettelser skulle ske »i bunden«, indtil regeringen så ville lette top- og mellemskatten.

Ingen skal skoses for at blive klogere, men spørgsmål er, hvordan eftertiden ville bedømme den nuværende statsminister. Som ung VU-formand blev han kaldt Røde Anders , senere blev han superliberalist; før valget i 2001 svømmede han rundt på midten, indtil han efter valget gav den et nyk til højre på værdipolitikken i tæt parløb med Pia Kjærsgaard, hvis politik han ikke bryder sig om. Men hun er nyttig.

Hvem er Anders Fogh Rasmussen? Og hvad mener han i virkeligheden?