Vælgerne i Algeriet gik fra morgenstunden mod valglokalerne for at sammensætte et nyt parlament.
Det ventes at blive domineret af islamistiske partier, der i forvejen har klaret sig godt ved andre valg i regionen.
44 partier og 211 uafhængige kandidater konkurrerer om de 462 pladser i parlamentet, som dog kun har begrænsede beføjelser.
Det er første gang, Algeriet holder parlamentsvalg, siden det arabiske forår brød løs sidste år og forårsagede store omvæltninger i en række lande i Mellemøsten og Nordafrika.
Algeriets magthavere slap dog for de helt store udfordringer på det punkt. Med undtagelse af mindre demonstrationer, som hurtigt ebbede ud, fik Algeriets præsident, Abdelaziz Bouteflika, taget brodden af oprøret ved at give lønstigninger og gennemføre politiske reformer.
Præsidentens parti, National Befrielsesfront, som engang var Algeriets eneste parti, har mistet opbakning siden flerpartisystemet blev indført i 1989.
Partiet kan stadig få flertallet af stemmerne ved torsdagens valg, men det er ventet, at det bliver nødt til at finde alliancepartnere for at kunne regere.
De første resultater ventes offentliggjort fredag, men når valgstederne lukker klokken 20 dansk tid ventes myndighederne at give en vurdering af, hvor mange der har stemt.
Det er på forhånd ventet, at valgdeltagelsen vil ligge i den lave ende på grund af vælgernes skuffelse over, at politikerne ikke har gjort tilstrækkeligt for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden og prisstigninger på fødevarer.
AFP