Hvis du finder en pakke tyske bønnespirer hos grønthandlere, så kan du godt købe dem og proppe dem i salaten i aften.
Sådan lyder rådet fra Fødevarestyrelsen, selvom meget nu peger på, at det netop er tyske bønnespirer, der er årsag til mindst 22 omkomne nordeuropæere og over 2.000 syge med diarre og endda nyresvigt.
"Der er ikke mere hold i anklagen (mod bønnespirerne, red.) på nuværende tidspunkt, end at vi opretholder vores anbefalinger som hidtil, og udvider dem altså ikke på nuværende tidspunkt," siger fødevareberedskabschef i Fødevarestyrelsen, Kim Sigsgaard, til Newspaq.
Smittekilden til de mange smittetilfælde med den farlige tarmbakterie VTEC menes at stamme fra Tyskland, nærmere bestemt en nordtysk gård i Uelzen, syd for Hamburg, der producerer bønnespirer.
Alligevel svarer Kim Sigsgaard sådan her på spørgsmålet om, hvorvidt man godt kan købe en pakke tyske bønnespirer herhjemme?
"Ja, det mener vi godt, man kan. Men som det ser ud nu, ser det ikke ud som om, at de er solgt uden for Nordtyskland. Det er noget det, vi venter på svar på fra tyskerne," siger Kim Sigsgaard.
Senere på dagen kan det dog godt være, at Fødevarestyrelsen ændrer sine anbefalinger.
"Vi regner med at vide mere i løbet af dagen. Vi venter på yderligere oplysninger fra vores tyske kolleger i forhold til at få helt konkrete resultater af de undersøgelser, som tyskerne laver om distribution og de mere laboratorietekniske ting," siger han.
Hvis du som forbruger er ved at være grønt-forvirret, så lyder anbefalingerne altså stadigvæk således: Undgå at spise rå tomat , agurk og bladsalat fra Nordtyskland.