Noget tyder på, at dansk fodbolds bedste række har vendt de seneste sæsoners fald i tilskuertallet.
54.675 tilskuere var således på plads på de danske stadioner til sommerens første spillerunde. Det er flere end nogensinde.
Efter sæsonens første seks spillerunder er tilskuerfremgangen fortsat med en stigning på 20 procent i forhold til sidste år. Det oplyser Superligaen A/S i en pressemeddelelse.
Her fremgår det også, at seertallene er henholdsvis 55 og 65 procent højere hos Viasat og Canal 8 Sport/Canal 9 i forhold til sidste år på samme tid.
- Vi glæder os over, at Superligaen har lagt fra land med et drama og en kvalitet i kampene, som vi sjældent tidligere har set i ligaen, siger Superligaens direktør, Claus Thomsen.
Klubberne har selv gjort en del for at ændre det faldende tilskuertal. Mange klubber har således sat billetpriserne væsentligt ned siden sidste sæson. Samtidig skal det måske også med, at efterårets sæsonstart i 2012 faldt sammen med OL i London.
Dansk fodbolds bedste række har i år 100 års jubilæum.
/ritzau/