Den 1. januar kan sydkoreaneren Ban Ki Moon sætte sig til rette på sin nye kontor i FN-bygningen i New York. Den dag tiltræder han nemlig den mægtige stilling som FN?s generalsekretær. Torsdag blev han ved en ceremoni i New York taget i ed til stillingen af præsidenten for generalforsamlingen, Haya Rasheed al-Khalifa.
Ban Ki Moon, der er den første asiatiske generalsekretær i 35 år, blev enstemmigt valgt til stillingen i oktober i år, skriver BBC News. Han har lovet at reformere FN-systemet og genopbygge tilliden til det. Derudover håber han på, at han kan være med til at finde en løsning på striden omkring Nordkoreas atomprogram.
Den afgående generalsekretær, ghaneseren Kofi Annan, modtog ved ceremonien i dag stående ovationer fra den 192 mand store generalforsamling for sine bedrifter i løbet af de ti år, han har siddet på posten.
En resolution fremhævede blandt andet hans bidrag til den internationale fred og sikkerhed.