FN's våbeninspektører i Syrien har "brug for mere tid" til at udføre deres undersøgelser af et påstået giftgasangreb i forstæder til hovedstaden Damaskus.
Det siger FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.
Mens en række vestlige lande tilsyneladende forbereder en snarligt militært aktion i Syrien, har FN-eksperter i kemiske våben onsdag morgen genoptaget deres arbejde i udkanten af den syriske hovedstad.
FN-inspektørerne er ankommet til et af de områder, som onsdag i sidste uge angiveligt var scene for et giftgasangreb.
Det er ikke annonceret, hvilket område inspektørerne skal besøge.
FN's hold i Damaskus fik ikke lov til at foretage planlagte undersøgelser tirsdag, angiveligt på grund af sikkerhedssituationen i det borgerkrigshærgede land.
På holdets første mission mandag blev en af FN-konvojens biler beskudt af en snigskytte, men holdet valgte at genoptage besøget efter en pause. De kom ifølge FN tilbage med bevismaterialer som ønsket.
Oppositionen har opgivet dødstallet for giftgasangrebet onsdag i sidste uge til 1300. Læger uden Grænser har med kilder på tre hospitaler i Damaskus-provinsen meddelt, at 355 er erklæret døde som følge af nerveforgiftning.
/ritzau/Reuters