Færre end 20 døde under den syrisk granatbeskydning af byen Houla. Resten af de 108, der mistede livet, blev summarisk henrettet af en regeringsmilits.
Det oplyser en talsmand for FN.
- Jeg mener på dette tidspunkt - og jeg vil understrege, at vi er i et tidligt forløb - at under 20 af de 108 (døde red.) kan tilskrives artilleri- og kampvognsbeskydning, siger talsmanden
Angrebet på Houla fandt sted fredag, og ifølge FN er der tale om en "oprørende massakre".
De overlevende har fortalt FN's folk, at de fleste summariske henrettelser fandt sted af to omgange i landsbyen Taldaou, som ligger tæt på Houla.
Præsident Bashar al-Assads regime har givet militante islamister skylden for massakren, mens FN's observatører i landet er overbevist om, at den Assad-tro milits Shabbiya stod bag.
FN's særlige udsending, Kofi Annan, er i Syrien. Han forsøger at redde den seks uger lange våbenhvile, som han fik forhandlet på plads med Assads regering.
Han har tirsdag morgen haft et møde med Assad. Her ville han på ny kræve, at våbenhvilen håndhæves.
Rusland og Kina, der længe har været Syriens værn mod Vestens krav om sanktioner, støttede søndag en ikke-bindende resolution i FN, som kritiserer brugen af artilleri og kampvogne mod Houla.
Reuters