Af Rikke Berg
ribe@dny.dk
@BRØD:»Kære Sterling kunde. Vigtig info vedrørende flydende væsker i håndbagagen. Fra mandag den 6. november må du kun medbringe en begrænset mængde væsker i håndbagagen ved afrejse fra lufthavne i EU.«
Sådan lød indledningen i en mail, som Sterling sendte ud til sine kunder lørdag den 4. november. Mailen blev sendt til kunder, som havde købt billetter, og som stod for at skulle ud at rejse. Men flere af disse kunder havde takket nej til at modtage mails fra Sterling efter i forbindelse med køb af billet at have været nødsaget til at oplyse deres e-mailadresse.
Det er ulovligt, fastslår Forbrugerrådet.
»Der er overhovedet ingen tvivl. Hvis en kunde har frabedt sig at modtage mails, så er det ulovligt og at betragte som spam, hvis en virksomhed alligevel sender mails til kunden. Det skal kunden ikke finde sig i,« siger chefkonsulent i Forbrugerrådet Benedicte Federspiel.
Ifølge hende er det ligegyldigt, om mailen indeholder et tilbud om et par sokker med Sterling-logo eller information om nye regler i lufthavnen.
»Det er jo ikke en offentlig myndighed, der kommer med informationen, derfor må mailen betrages som et led i at markedsføre Sterling. For markedsføring dækker ikke kun reklamer og tilbud,« siger Benedicte Federspiel.
Men hendes kritik preller fuldstændig af på Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner, der skyder tilbage på Forbrugerrådet.
»Det er en afsindig udmelding. Forbrugerrådet har ingen føling med verden, men sidder bare med snuden i lovbøgerne. Hvis kunderne ikke havde fået den information, ville det have ført til kaos i lufthavnen,« siger Stefan Vilner.
Han understreger, at der kun gik 14 dage fra reglerne blev vedtaget, til de trådte i kraft, og at Sterling informerede kunderne grundigt.