ROSTOCK: Kevin læser Jean-Paul Sartre.
Det har han gjort mange gange før, men denne gang er scenen anderledes.
Klokken er lidt over to om natten, og han læser den franske eksistentialist under lyset fra to massive projektører. Fem skridt fra Kevin står flere end 100 uniformerede tyske betjente med visiret i deres hjelme slået ned. Tavse. Som frosne streger i en tegneserie.
Det her er forbudt område. Det burde ikke kunne lade sig gøre at sove her.
»Vi forandrer verden nu. Det sker lige nu. Husker du dette øjeblik?« siger Kevin, en 47-årig skotte.
Han er en af dem. Et markeret ansigt i en broget skare af omkring 5-7.000 aktivister, der er vandret gennem marker og skove og fredeligt har besat og fuldstændig blokeret Lindenallee. En smuk grøn allé få kilometer fra den lille by Heiligendamm, hvor lederne fra verdens rigeste lande mødes på et badehotel til G8-topmøde.
Næsten ved at græde
Aktivisterne er her bare. Synger. Danser. Kysser. Slikker sol. Udveksler mobilnumre.
»Når du nu kommer hjem til dit land og skal fortælle historien herfra, husker du så at fortælle, at vi kom med fred? At vi ikke gjorde noget ondt? At vi bare lå her og bare ville have, at folk forstod, at man ikke bare skal se til, mens verdens rigeste mødes og bestemmer over os andre?« spørger Kevin, der har »været på vej til noget som det her de seneste 16 år«, som han siger.
Og sådan siger de alle.
Den nervøse Daniel på 31 år fra Belgien, der »er så stolt, at han ikke har ord for det«, fagforeningsaktivisten B. Schulz fra Bremen, der »næsten er ved at græde, jeg lyver ikke«, Tom fra Hamburg, der »bare tog ned for at besøge en veninde et par dage og endte midt i det her«, og den danske familie med far, mor og søn, der rakte en buket blomster ud til de tyske soldater med ordene »for en bedre verden«.
Maden blev fløjet ind
De ved alle godt, at sejren er tynd. Den har ingen reel værdi, da topmødet uden problemer kunne fortsætte. At Bush, Merkel, Putin, Sarkozy, deres embedsmænd og den delikate mad bare blev fløjet ind i de enorme militære helikoptere i stedet. Eller ankom af søvejen, beskyttet af enorme militære både.
At møderne bag det enorme hegn alligevel fandt sted. Upåvirket.
Eller måske – næsten upåvirket.
For måske blev budskabet forstået og modtaget. Måske var de alligevel med til at lave en symbolsk forandring.
»Hvis de derinde bag hegnet bare i et par minutter kan huske, at der er et folk, så er det en sejr. Hvis de bare, når de går i seng, kigger herud og tænker lidt på folket, så har vi vundet,« siger en italiener i natten. På hans sorte T-shirt står de hvide ord »I laver planer. Vi skriver historie«.
Og således må aktivisterne nøjes med symboler.
Som da en gruppe danskere i begyndelsen af ugen i forbindelse med G8-topmødet demonstrerede mod det tyske supermarked Lidl og de dårlige vilkår for deres medarbejdere. Og få dage senere gik ind i samme butikskæde for at købe bacon til morgenmaden efter aftenens fest.
Det kan de godt selv grine af.
»Betyder vores protester noget? Jeg tror, at lederne af G8 er ligeglade. De giver ikke deres magt fra sig uanset hvad,« siger Erik, en 23-årig pædagogstuderende fra Amager, der til daglig er aktiv på venstrefløjen.
»Men bare det, at vi er her, betyder noget. Det betyder, at vi øver os i at udføre ændringer i denne verden. Vi bliver stærkere, vi får venner på kryds og tværs af landegrænser. Det betyder noget.«
Klar til at gå
Torsdag aften på Lindenallee. Politiet kigger nu bare til fra siden. De har erkendt nederlaget. En gruppe aktivister sidder i en rundkreds og diskuterer, hvad der nu skal ske. De havde ikke regnet med denne succes. De havde regnet med modstand fra politiet. Nu må de improvisere.
En foreslår, at de besætter Berlin næste gang.
»Og måske skal vi sende en gruppe østpå? Der går rygter om, at nazisterne vil storme i aften,« siger en ældre herre.
De taler om at forlade Lindenallee.
»Det skal jo ske på et tidspunkt,« som en kvinde siger. Så stemmer de. Og enstemmigt beslutter de at sove på vejen endnu en nat.
Fredag morgen skinner solen over aktivisterne på Lindenallee.
De er trætte. Slidte som gamle bøger, man har læst mange gange. Og beruset af sejren.
De knuser hinanden, vinker farvel til politiet og vandrer ud langs de grønne træer.
Efter mere end to døgns besættelse er Lindenallee igen bare endnu en vej til et badehotel. Og et kapitel i aktivisternes historiebøger.