Tusindvis af SAS-passagerer har de seneste dage måtte se deres fly blive aflyst på grund af flyveforbuddet mod Dash 8-Q400-flyene, men nu lysner det for SAS.
De skandinaviske luftfartsmyndigheder har besluttet gradvist at ophæve flyforbuddet på den uheldsramte flytype.
- På baggrund af oplysningerne fra blandt andet havarieksperterne i Aalborg og Vilnius har vi besluttet at ophæve forbuddet gradvist forstået på den måde, at hver enkelt fly skal leve op til nogle specifikke krav, før det kan få sin flyvetilladelse igen, siger Thorbjørn Ancker, kommunikationschef i Statens Luftfartsvæsen (SLV).
Kravene til SAS betyder, at selskabet skal udskifte dele af landingsstellet i stedet for at reparere det, som de canadiske myndigheder ellers har ment var nok.
- Det er uden tvivl flysikkert forsvarligt, hvad de canadiske myndigheder har krævet, men i lyset af, at de to havarier fandt sted her hos os, og at vi stod med to potentielle flykatastrofer, har vi ment, at det ikke var godt nok. Flypassagererne skal kunne være 100 procent sikre på, at det er sikkert at fly med denne flytype, siger Thorbjørn Ancker.
Ud over at skifte dele af hydraulikken i landingsstellene ud med fabriksnye dele skal SAS dokumentere, at selskabet har lavet en funktionstest af landingsstellet.
- Flyenen skal simpelthen hæves op på blokvogne, så det er frit i luften, og så skal man fra cockpittet teste, at hjulene kan hæves og sænkes, siger Thorbjørn Ancker.
Når de nødvendige dele er skiftet og testene gennemført, vil myndighederne gennemgå dokumentationen for hvert enkelt fly, før de enkeltvis får lov at gå på vingerne.
- Vi har nu præciseret, hvad der skal til. Nu er bolden hos SAS, siger kommunikationschefen.